Heftig dansk medaljeregn: Tørrede asfalt med konkurrenterne

Fire medaljer til Danmark på førstedagen af europamesterskaberne i Herning på bare tre discipliner. Meget mere kan man vist ikke bede om

Det var en stor dansker-dag i Herning. Her vejrer Dannebrog ud for både første og andenpladsen. Foto: Claus Bonnerup
Det var en stor dansker-dag i Herning. Her vejrer Dannebrog ud for både første og andenpladsen. Foto: Claus Bonnerup

HERNING (Ekstra Bladet): Den danske landstræner i cykling, Anders Lund, havde inden europamesterskabet i cykling sat en målsætning, der lød på fire medaljer til Danmark.

Den målsætning er allerede nu til en tur i skraldespanden - på den gode måde, forstås. For de fire medaljer er allerede opnået efter de danske juniorpiger, juniordrenge og U23-piger har været i aktion.

Danmark på Toppen! Foto: Claus Bonnerup
Danmark på Toppen! Foto: Claus Bonnerup
 

Dagen startede lovende, da den danske juniorrytter Emma Cecilie Norsgaard sikrede Danmark den første medalje, da hun kørte sig til bronzen i juniorpigerne 18,2 kilometer lange enkeltstart. Og få timer efter gjorde den ekstremt talentfulde Julius Johansen hende følgeskab i medaljestatistikken.

Den 17-årige rytter havde ellers bedste mellemtider hele vejen ind mod mål, men på de sidste kilometer skruede den norske storfavorit Andreas Leknessund endnu mere op for tempoet, og han slog Johansens tid i mål med 14 sekunder, så det danske stortalent måtte ’nøjes’ med en flot sølvmedalje.

Julius Johansen. Ham kommer vi til at høre meget til i fremtiden. Foto: Claus Bonnerup
Julius Johansen. Ham kommer vi til at høre meget til i fremtiden. Foto: Claus Bonnerup
 

To medaljer i de to første discipliner, så var stilen ligesom lagt, inden U23-kvinderne skulle ud på deres 31,5 kilometers tempokørsel omkring Herning og omegn.

Men de to danske deltagere på enkeltstarten, Cecilie Uttrup Ludwig og Pernille Matthiesen, havde på ingen måde tænkt sig at gemme sig i den grå glemsel.

Matthiesen tromler mod guldet. Foto: Claus Bonnerup
Matthiesen tromler mod guldet. Foto: Claus Bonnerup

Cecilie Uttrup manglede kun fire sekunder. Foto: Claus Bonnerup
Cecilie Uttrup manglede kun fire sekunder. Foto: Claus Bonnerup
 

De to piger leverede begge en blændende enkeltstart. De tørrede simpelthen asfalten med samtlige af deres kolleger, hvor kun bronzemedaljetageren, tyske Lisa Klein, var i nærheden af de to danskeres tid i mål.

Blot fire sekunder skilte de danske piger, hvor den lokale rytter Pernille Matthiesen kunne juble mest, da hun kunne lade sig krone som ny Europamester, mens Uttrup, som har gang i en forrygende sæson på kvindernes World Tour, hvor hun p.t er i førertrøjen for de unge ryttere, snuppede sølvet.

Dannebrog strøg dermed til tops på marken omkring FC Midtjyllands Superliga-stadion på Heden, mens en overvældet Matthiesen kaldte det hele for ’surrealistisk’, som hun iklædte sig den blå/hvide EM-trøje, som hun nu får lov at køre rundt i i U23-løb det næste års tid.

Danmark 1, Danmark 2. Lige som vi kan lide det. Foto: Claus Bonnerup
Danmark 1, Danmark 2. Lige som vi kan lide det. Foto: Claus Bonnerup
 

Førstedagen på EM blev altså en forrygende dansk dag på hjemmebanen i Herning, selvom tilskuerfremmødet ikke var overvældende på den første torsdag i august, hvor flere af de opsatte hoppeborge savnede barnligt selskab, salgsboderne savnede kunder, og mobiltoilletterne ’savnede’ deres normale køer.

Men med sådan en start på EM i Herning, så er der lagt i kakkelovnen til flere danske medaljer, og mon ikke også tilskuerne nok skal dukke op. EM’s største stjerner skal i hvert fald i aktion torsdag eftermiddag, når herre-eliten skal køre deres enkeltstart med den nyslåede Tour de France-enkeltstart-vinder Maciej Bodnar i spidsen.

Se også: Juniorrytter sikrer ny dansk medalje ved EM i cykling

Se også: Dansk topform før cykel-EM

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen