Sagan skrev historie med hattrick - Cort tæt på med frækt angreb

Peter Sagan kørte sig til sit tredje VM i træk i Bergen, hvor Magnus Cort med et fremstød på den sidste kilometer forsøgte at overraske de rene sprintere

Peter Sagan var igen hurtigst på stregen - det har han nu været tre gange i træk til VM. Foto: AP/Gerry Broome
Peter Sagan var igen hurtigst på stregen - det har han nu været tre gange i træk til VM. Foto: AP/Gerry Broome

Peter Sagan har gjort det, som ingen før ham har gjort - vundet VM tre gange i træk.

Slovakken ødelagde den norske nationalfest i Bergen, da han henviste Alexander Kristoff til andenpladsen, mens australske Michael Matthews blev treer.

Se også: Kølig Sagan før VM-forsvar: Gider ikke teste ruten

Danske Magnus Cort var ellers med i den afgørende gruppe, da der havde været udskilning på Laksebakken, og bornholmeren kørte fra feltet med lidt over en kilometer igen.

Han blev dog hentet, hvorefter Søren Kragh Andersen forsøgte at spurte med. Men han havde tidligere brugt kræfterne på netop af køre Cort frem.

- Søren og Michael (Valgren, red.) kørte godt og ofrede sig fuldstændig for mig.

- Der sad mange hurtige folk i gruppen, og det ville blive hårdt at vinde, selv om jeg havde gode ben, sagde Magnus Cort til TV2 om grunden til, at han valgte at åbne så hurtigt.

Den nu trefoldige verdensmester Peter Sagan åbnede på ingen måde tidligt. Tværtimod ventede han til allersidste sving med at træde frem og overhalede Alexander Kristoff på vej mod stregen.

Det så let ud - men det var det ikke, betroede han.

- Det er ikke let. På de sidste fem km sagde jeg, at det var umuligt. Men så kom det alligevel til en sprinnt. Det er utroligt!, sagde Peter Sagan, der altså vandt for tredje år i træk.

Men den historiske præstation tog han nu meget roligt.

- Ja, det er specielt, men det ændrer ikke rigtig noget for mig, sagde Sagan, der dedikerede sejren til Astana-rytteren Michele Scarponi, der kørte sig selv ihjel inden Giro d'Italia.

- Jeg dedikerer denne sejr til Michele Scarponi, der ville have haft fødselsdag i morgen. Og så til min hustru, der er gravid, sagde Sagan.

Han blev altså vinder af et VM-løb, der udfoldede sig lidt, som det plejer.

Dagens udbrud var - som det plejer at være - ren staffage. Ti ryttere hang ude foran det meste af dagen og havde på et tidspunkt mere end ti minutters forspring.

Men med 90 km igen blev der for alvor lagt pres på i hovedfeltet af belgierne og hollænderne. Det kvalte udbruddet, og så kunne løbet i bund og grund starte forfra. Desværre uden danske Mads Pedersen, der måtte udgå tidligt, da han efter en defekt kørte sammen med en følgebil og dermed ikke havde en chance for at komme tilbage.

Også Magnus Cort blev sat tilbage, da han blev fanget bag et styrt, men han nåede alligevel med i finalen, hvor også Michael Mørkøv, Christopher Juul-Jensen, Søren Kragh Andersen og Michael Valgren var med helt fremme.

Valgren angreb i bunden af Laksebakken og lagde dermed grunden til den afgørende udskilning. Men han kunne ikke sidde med, da franske Julian Alaphilippe kørte kontra.

Franskmanden fik følgeskab af italienske Gianni Moscon - og de to strøg mod stregen.

De blev indhentet med et par km igen - blandt andet efter hård forcering af Søren Kragh Andersen. Kort efter gik Cort så solo, men måtte strække våben med 7-800 meter igen.

Se også: Ufattelig dansk VM-succes: 'Det er for vanvittigt'

Se også: Medalje-regn over Danmark: Profil sikrer nyt VM-metal

Se også: Danskers magtdemonstration: Nu er han tredobbelt verdensmester

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen