Tidligere Tour de France-vinder dør efter hjerteanfald

Roger Pingeon, der vandt Tour de France i 1967 og Vuelta a España i 1969, er død i sit hjem - han blev 76 år

Roger Pingeon (tv.) er i den gule trøje ved siden af landsmanden Raymond Poulidor på vej mod den endelige sejr i Touren i 1967.
De to er på vej op ad Mont Ventoux, hvor Pingeons holdkammerat Tom Simpson tæt ved toppen kollapsede og døde. Foto: All Over Press
Roger Pingeon (tv.) er i den gule trøje ved siden af landsmanden Raymond Poulidor på vej mod den endelige sejr i Touren i 1967. De to er på vej op ad Mont Ventoux, hvor Pingeons holdkammerat Tom Simpson tæt ved toppen kollapsede og døde. Foto: All Over Press

Endnu en tidligere Tour de France-vinder er draget mod de evige cykel-jagtmarker.

Vinderen af verdens hårdeste cykelløb i 1967, Roger Pingeon, døde pludseligt søndag morgen i sit hjem i Beaupont i departementet Ain i Frankrig.

Han blev 76 år, men alligevel var det uventet, at han døde, fortalte byens borgmester, Georges Gouly, til det franske telegrambureau AFP.

- Han havde det fint - jeg så ham i går morges. Han var en meget ydmyg person, der havde integreret sig rigtig godt i landsbyens liv og specielt i foreningslivet, sagde Gouly om Pingeon, der flyttede til Beaupont i starten af årtusindet.

Pingeon kørte stort set hele sin karriere for Peugeot-holdet - han var holdkaptajn, da hans holdkammerat Eddy Merckx tilbage i 1966 vandt sit første monument, Milano-Sanremo - og han vandt sin største sejr i 1967 med Tour-gevinsten.

Toer efter altdominerende Merckx
Et par år efter var han tæt på at gentage kunststykket, men der Tour-debuterede eleven Merckx og vandt som den eneste nogensinde samtlige trøjer i løbet.

Pingeon kunne dog trøste sig med, at han tidligere på sæsonen havde vundet Vuelta a España og dermed havde fordoblet sin høst af Grand Tours.

De to sejre blev hans største - i alt er han noteret for 34 af slagsen.

Til sommer kommer Tour de France på 50 års jubilæet for Pingeons sejr meget på hans hjemby, når 9. etape starter i Nantua under 50 km væk fra Beaupont.

Roger Pingeon er den tredje tidligere Tour-vinder, der dør på tre måneder, efter at Ferdi Kübler døde 2. juledag og Roger Walkowiak 6. februar.

Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen