Danmark savede Island over

Med storsejren på 29-14 ligner de danske kvinder allerede en sikker deltager ved EM i Frankrig - Althea Reinhardt får topkarakter hos danskerne

Kristina Kristiansen som her kigger på, fik spilletid mod Island. Men det er næppe nok til en billet til VM i december. Foto: Lars Poulsen
Kristina Kristiansen som her kigger på, fik spilletid mod Island. Men det er næppe nok til en billet til VM i december. Foto: Lars Poulsen

De danske kvinder fortsætter togtet frem mod EM-slutrunden i Frankrig i december 2018. To kampe i kvalifikationen har givet to sejre og allerede nu ligner Danmark en sikker deltager ved slutrunden.   

I onsdags fik Slovenien klø, og som forventet var Island en overkommelig opgave i søndagens kamp i Reykjavik. De islandske kvinder er slet ikke på samme niveau som vulkanøens herrer, men det skal ikke tage noget fra det danske landshold.

Opgaven blev taget særdeles alvorligt, og igen fik vi set, at vi er ved at have en ganske respektabel startsyver. Ændringen denne gang var, at Althea Reinhardt havde afløst Sandra Toft i målet. Det gjorde ingen forskel. Unge Reinhardt begyndte med at nappe to straffekast, og så var hun spillet varm.

Den nye assistenttræner Lars Jørgensen har kun været med i ganske kort tid. Men der ser ud til, at han allerede har sat sit præg på forsvarsspillet. Her er han som bekendt ekspert, og det ser ud til, at vi nu dækker en kende mindre offensivt, men til gengæld mere kompakt.

Midterforsvaret med den bomstærke Kathrine Heindahl og den forudseende Line Haugsted er allerede blevet en succes. De var stærke mod Slovenien i onsdags og igen mod Island var de umulige at bryde ned. Her er der kvalitet.

I forsvaret opstår problemerne først, når vi skifter ud. Sarah Iversen er voldsomt engageret, men hun trækker altså nogle dumme udvisninger. Hun mangler kølighed i sit forsvarsspil.

I den modsatte ende var der en del at glæde sig over. I kampen mod Slovenien manglede der kontraspil. Det kom mod Island, især i det der hedder anden bølge. Her kom Mette Tranborg susende og scorede efter behag.

I Reykjavik kom også Trine Østergaard i gang på fløjen. Men fløjspillet er stadig et af de områder, hvor meget kan blive bedre.

Island diverterede med en meget offensiv forsvarsformation. Den fremskudte spiller skulle tage vores playmaker ud af spilet, og det gjorde hun ganske godt. Løsningen på den udfordring var at løbe overgange, og det var helt tydeligt noget, der var brugt tid på i træningslokalet. Men der fungerede ikke særlig godt. Det blev urytmisk og hakkende. Her er et punkt, der skal arbejdes med, inden det går løs ved VM i december i Tyskland.

Med en føring på 13-4 ved pausen var det ikke unaturligt, at Klavs Bruun brugte sin bænk i de sidste 30 minutter. Det betød blandt andet, at Kristina Kristiansen, som kun var med på et afbud, fik lov til at spille i kampens sidste del.

Hun leverede et par flotte frispilninger, men også flere tekniske fejl. Skal man tolke forløbet omkring de to EM-kvalifikationskampe mod Slovenien og Island, er Kristina Kristiansen kun fjerdevalg på playmakerpladsen, og det betyder vel, at hun kun kommer med til VM, hvis Stine Jørgensen, Lotte Grigel eller Annette Jensen bliver skadet.  

DE DANSKE KARAKTERER

0 er lavest. 6 er topkarakter

1. Sandra Toft UB

40. Althea Reinhardt 5

2. Pauline Bøgelund 2

5. Sarah Iversen 2

7. Maria Fisker 2

9. Fie Woller 3

10. Kathrine Heindahl 4

14. Lotte Grigel UB

18. Mette Tranborg 4

19. Line Jørgensen UB

21. Kristina Kristiansen 2

25. Trine Østergaard 3

28. Stine Jørgensen 3

29. Annette Jensen 2

31. Line Haugsted 3

34. Rikke Iversen 2

Træner: Klavs Bruun 3

Se også: Scorede otte mål – men den her ærgrede hende

Se også: Mulle: Jeg er en gammel pige med kuldegysninger

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen