Kuppede 1. divisionsklub: 'Folk må svine mig til og kalde mig idiot'

Erik Rasmussen er tilbage som cheftræner i dansk fodbold efter sit bemærkelsesværdige 'kup' i Vendsyssel FF, og hovedpersonen er klar over, han er bagud på point

  • Erik Rasmussen er tilbage i dansk fodbold efter seks års fravær. Den magtfulde mand i Vendsyssel FF har allerede truffet flere kontroversielle beslutninger, men det er i klubben bedste, siger han. Foto: René Schütze
Erik Rasmussen er tilbage i dansk fodbold efter seks års fravær. Den magtfulde mand i Vendsyssel FF har allerede truffet flere kontroversielle beslutninger, men det er i klubben bedste, siger han. Foto: René Schütze

De 12 klubber, der i søndag tager hul på 1. division, har oprustet gevaldigt til et tæt forår. Alligevel skal den største tilgang findes på trænerbænken, hvor den tidligere FCM- og AGF-chef Erik Rasmussen har sat sig til rette i Vendsyssel FF.

Trylleriks magiske tilbagevenden til trænerjobbet foregik dog langt fra uden drama i det nordjyske. Tre investorer købte for 5,5 millioner kroner Vendsyssel FF, i hvert fald de fleste aktier og dermed kontrollen, kort inde i det nye år.

Den ny bestyrelse, med Erik Rasmussens personlige ven Jacob Andersen i spidsen, ønskede en tydeligere sportslig retning i klubben, og med Erik Rasmussens mange år i dansk topfoldbold, lå det lige til højre benet for den ny ledelse, der har rødder i lokalsamfundet, at gøre Erik Rasmussen til en del af projektet i Hjørring.

Erik Rasmussen er nu cheftræner i Vendsyssel FF, mens 'Farlige' Frank Kristensen (t.h.) er ny assistenttræner. Foto: René Schütze Erik Rasmussen er nu cheftræner i Vendsyssel FF, mens 'Farlige' Frank Kristensen (t.h.) er ny assistenttræner. Foto: René Schütze

Oprindeligt var den 56-årige Erik Rasmussen kun tiltænkt en rolle som formand for den sportslige ledelse. En slags sportsdirektør om man vil.

Men efter kort tid overtog Erik Rasmussen assistenttrænerjobbet, og en måned inden sæsonstart blev Joakim Mattsson afskediget som cheftræner, efter svenskeren ellers havde ført nordjyderne til en delt førsteplads i efteråret. Og så kunne Erik Rasmussen igen kalde sig cheftræner i dansk topfodbold.

- Det var ikke planen, jeg skulle være cheftræner, da jeg tiltrådte. Så kunne vi have fyret Joakim omgående. Jeg kan godt forstå, at det så mærkeligt ud udefra, men med hånden på hjertet, så forsøgte vi konstruktionen for at give Joakim muligheden for at agere i det setup, som det sportslige udvalg havde besluttet sig for, siger Erik Rasmussen og fortsætter:

- Joakim gav hurtigt udtryk for, han synes, det var en skidt idé at have sin chef som assistent. Men hvis han havde været mere åben for at følge udvalgets sportslige retning for Vendsyssel, var han ikke blevet fyret. Det var ikke nogen rar beslutning, men det var en nødvendig beslutning.

Erik Rasmussen styrer træningen i idylliske omgivelser i Vrå. Foto: René Schütze Erik Rasmussen styrer træningen i idylliske omgivelser i Vrå. Foto: René Schütze  

Derfor er det nu Erik Rasmussen, der leder Vendsyssels træning i de idylliske omgivelser i Vrå. Træningen skal fokusere på det individuelle og taktiske aspekt for spillerne, ligesom der skal foregå positionsrelateret træning minimum én gang om ugen.

Dét er Erik Rasmussens fodboldfilosofi og opskrift på succes, men det var blandt andet over træningsmetoderne, Joakim Mattsson stejlede.

- Fodbold ses forskelligt, og man kan altid diskutere det, men nu er det mig, der har ansvaret for den sportslige udvikling i Vendsyssel, og så skal jeg træffe de beslutninger, jeg finder rigtige.

- Joakim havde gjort det fornuftigt, ikke prangende, men fornuftigt, fordi holdet lå i den position, man kunne forvente. Men han ville træne holdet på en anderledes måde og trække i en anden retning sportsligt, og derfor blev han fyret.

Erik Rasmussen leder begivenhederne på Vendsyssel FF's træningscenter i Vrå. Foto: René Schütze Erik Rasmussen leder begivenhederne på Vendsyssel FF's træningscenter i Vrå. Foto: René Schütze

Erik Rasmussen påpeger selv, at det vellykkede 'kup' i Vendsyssel ikke ser kønt ud ude fra:

- Joakim er en fin fyr og et godt menneske, jeg har kun positivt at sige om ham, men det er ikke sikkert, han har det på samme måde med mig. Jeg ved godt, jeg har stillet mig på skafottet, hvis projektet mislykkes. Jeg kan godt høre på vandrørene, at mange ikke bryder sig om den måde, jeg er kommet til chefposten på, og efter beslutningen er jeg kommet bagud på point.

- Men jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Det betyder intet. Folk må hellere end gerne have en holdning og svine mig til. Og folk må gerne mene, jeg er en idiot. Jeg ved med mig selv, at jeg ikke træffer beslutninger for at såre nogen. Jeg gør det for klubbens bedste, siger Erik Rasmussen og uddyber:

- Det var ikke nødvendigvis den bedste beslutning for mig at blive cheftræner. Med en nedrykning i AGF og seks års pause vil det ikke se kønt ud, hvis jeg fejler her, men sådan er livet jo. Og særligt i denne branche. Jeg tror på, jeg har kvaliteterne til at løfte klubben.

Erik Rasmussen i Vendsyssels tjeneste på træningsbanen. Foto: René Schütze Erik Rasmussen i Vendsyssels tjeneste på træningsbanen. Foto: René Schütze  

Den ny chef i Vendsyssel fik i midtugen en god begyndelse på sit projekt, da HB Køge blev slagtet 4-0 i DBU Pokalen. Søndag gælder det første udfordring i 1. division, der er historisk tæt, når John 'Faxe' Jensen og Fremad Amager kigger forbi Nordjylland.

Officielt hedder målsætningen Superliga i Vendsyssel i 2019, men Erik Rasmussen går efter et lille 'mirakel' allerede i år.

- Vi har en målsætning om top tre, men det er svært at vurdere, hvor realistisk det er i en så tæt række. Vi har en stærk trup, men vi er sårbare over for skader, som alle andre 1. divisionshold, men jeg har tro på, vi slutter blandt de tre bedste.

- Så ved jeg godt, der er to, der skal i knald-eller-fald kampe, og det er mod en Superligamodstander ude og hjemme. Alt andet end lige, så er Superligaholdene bedre rustet til opgaven. Men uden at tage glæderne på forskud, så er vi gearet til Superliga i Vendsyssel allerede fra sommer.

SAS Ligaen: AGF - OB Dansk fodbold - 28. feb. 2017 Efter 7 års eksil: Tryllerik vendte tilbage med sejr

Se også: Dansk transfer-kaos: Rystet over rivalens voldsomme anklage

Se også: Konkurrenter rasende på Hobro: Usympatisk!

1-divisionsmagasin-her-faar-du-alt-det-bedste-fra-danmarks-naestbedste-liga 1. division - 18. jan. 2017 Hobro går fra deltidsfodbold til professionelt setup

Jesper Thygesens vurdering: Sådan slutter 1. division:

Ekstra Bladet har lokket Jesper Thygesen til at lægge hovedet på blokken og vurdere, hvem der rykker direkte op, hvem der kan udfordre til kampen om playoffpladser, og hvem der rykker ned, når regnestykket skal gøres op til sommer i en vanvittig tæt 1. division:

DE SKAL KÆMPE OM OPRYKNING:
Tallet i parentes er den nuværende placering.

viasat_45c6b5cd-95a6-40c6-b0cb-ce6c44e59e5f.png 

(1.) Hobro: Nordjyderne er favorit til at tage den direkte oprykningsplads. Det er lidt skuffende, nedrykkerne ikke har lagt afstand til de øvrige hold, men hvis man bliver ved med at lægge på, slutter Hobro øverst.

(2.) Vendsyssel: Det er ikke kønt, hvad der er foregået, men derfor er det jo ikke forkert. Erik Rasmussen kan uden tvivl nogle ting med en spillertrup, men han er under lup efter sit stunt, hvor han gjorde sig selv til chef. Klubben har et godt setup, og man har hentet spændende navne fra Holland.

(3.) FC Roskilde: Har gang i klubbens bedste sæson nogensinde, og det ser ud til, man mener det for alvor, når man henter Mathias Gehrt og Daniel Stenderup. Jeg tror, de holder hjem og ryger i playoff.

DE KAN UDFORDRE:

44519718.jpg 

(5.) Fremad Amager: Når det kører for Faxes tropper, er de vanvittig giftige.  Et hold med fremragende dynamik, og som smadrede Hobro to gange i efteråret.

(6.) HB Køge: Det er en veludviklet talentfabrik med masser af unge spillere. Jeg kan tælle en god håndfuld spillere, som er interessante for Superliga-klubber. Men truppen er for smal.

(7.) Helsingør: Det er en pragtfuld form for offensiv fodbold, man praktiserer i Helsingør. Virkelig en nydelse at se, når det kører. Samtidig lukker man ikke mange mål ind.

DE SKAL PASSE PÅ:

53537934.jpg 

(4.) Skive: Det er unfair at sige, Skive skal kæmpe mod nedrykning, når klubben ligger nummer fire. Men det er naturstridigt, hvad Skive præsterede i efteråret. Det er ikke et varmt nedrykker-bud, men man kan ikke vide sig sikker i det vestjyske.

(9.) Vejle: En umulig størrelse at blive klog på med alle de forskellige nationaliteter. Nogle gange viser Andreas Alms planer sig tydeligt, og andre gange ligner man mere en nedrykker end en sovende storklub. Jeg tror på, Vejle finder fødderne i foråret, selv om man har skuffet hidtil.

(10). FC Fredericia: En kæmpe skuffelse at Jesper Sørensen ikke har fået mere ud af materialet i Fredericia, og jeg synes heller ikke, man har hentet kvalitet nok i transfervinduet. Fredericia bør dog ikke komme i fare med det setup, man har.

(8.) Nykøbing FC: Intet i præstationen peger mod nedrykning, men jeg mener alligevel, Nykøbing er holdet, Næstved skal hente. Budgettet er småt, og både Vejle og Fredericia rykke forbi. Spørgsmålet er, om Næstved også gør det.

(11.) Næstved: Man hængte i og fik skrabet point nok sammen i efteråret til, at det er helt tæt i bunden. Jeg har ikke afskrevet Næstved, men det bliver en svær kamp at hente seks point på Nykøbing.

DE RYKKER NED:

(12.) AB: Det eneste, man kan være sikker på i 1. division, er, at AB ikke klarer skærerne. Der er for langt op.

Læs også

Følg Ekstra Bladet Sport

- så giver vi dig noget at tale om

Følg Ekstra Bladet Sport
Seneste fodbold
Hent flere
Mest læst i fodbold
Hent flere
Tipsbladet
Lilleputnation fik første point i 12 år
Thomas Frank: Championship er bedre end Superligaen
TV: Katastrofe-målmand grundlagde svensk storsejr
Wes Brown: Folk snakker for meget om Paul Pogbas privatliv
Benzema: Mbappe skal blive i Monaco
Robben: Vi står i lort til halsen
EKSTRA Sport og spil