Lundbye er manden på risten

FODBOLD: Silkeborg er favorit til nedrykning fra Superligaen, men den nye træner, Preben Lundbye, er sikker på, at han kan holde klubben oven vande

  • - Vi griller dem, vi skal nok få samlet de nødvendige point, siger Silkeborg IF's ny cheftræner, Preben Lundbye, inden efterårets 15 kampe.  (Foto: Henrik Schütt)
« Forrige
- Vi griller dem, vi skal nok få samlet de nødvendige point, siger Silkeborg IF's ny cheftræner, Preben Lundbye, inden efterårets 15 kampe. (Foto: Henrik Schütt)
1 af 2
Næste »

Seneste fodbold

Hent flere

Mest læst i fodbold

Hent flere

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 

Situationen ser håbløs ud, men Preben Lundbye er gået ind til den med fuld musik.

Og dét skal forstås bogstaveligt.

For selv om han påstår, han ikke har en tone i livet, kommer hans spillere om morgenen til en omklædningskælder med højt musik og en cheftræner i duet med selveste Elvis Presley!

– Jeg elsker at synge, men kan ikke, så derfor er jeg nødt til at have Elvis med, siger Preben Lundbye med et grin.

Endnu har ingen klaget. I hvert fald ikke højlydt.

– Jeg tror også, de kan lide det, for man kan da ikke andet end blive i godt humør af musik. Og den glæde, det skaber, giver energi – og det har vi i høj grad brug for til at skabe nogle resultater med, siger Preben Lundbye.

Indtil årets anden dag var han kun kendt som chefen for Silkeborg Fodbold College. Et job, som han i sin tid kun havde regnet med at have i tre-fire år, men blev så glad for, han stort set havde set sig selv der indtil pensionsalderen.

Mester med Hvidovre
Men nu er Preben Lundbye, der boede de første ti år af sit liv i Randers, udpeget som manden, der skal forsøge at redde Silkeborge IF’s liv i Superligaen.

Selv begyndte han at spille fodbold som 12-årig – i Hvidovre IF, hvor han senere blev en jernhård centerhalf på førsteholdet. Det blev kun til 13 kampe, fordi han døjede med en langvarig lårskade. Han var dog med til at vinde det danske mesterskab i 1973. Blandt holdkammeraterne var Sten Ziegler, Kurt Stendahl og Hans Aabech.

Sideløbende med fodbolden uddannede Preben Lundbye sig inden for pædagogik og psykologi. En uddannelse, der i 1979 førte ham til Silkeborg, som chef for kommunens børneforsorg.

Han var i flere år ude af fodboldens verden, men kom tilbage og har siden virket i forskellige trænerjob. Bl.a. som assistenttræner for Bo Johansson, da Silkeborg IF i 1994 blev dansk mester. Derefter satte han sig i chefstolen på det nystartede college.

Nu venter en helt anderledes stor og kontant udfordring – nemlig at få Silkeborg IF op af suppedasen i Superligaen, hvor klubben ligger sidst med kun otte point efter 18 kampe.

– Synes du ikke, det er sent at blive cheftræner i en alder af 56?

– Nej, jeg synes man er tilpas moden i den alder. Og har haft tid til at oparbejde noget, som man ved fungerer.

– Så du ser din alder som et plus?

– Ja. For jeg kommer med en erfaring til at kunne håndtere forskellige problemer, som man ikke har som eksempelvis 35-årig. Ikke kun en erfaring fra min tid som træner, men også fra tiden uden for fodboldverdenen, hvor jeg har været leder for masser af mennesker, og har været vant til at håndtere forskelligartede problemer.

– Var du alene om beslutningen, eller havde du din kone med?

– Jeg gik selv først og tænkte over det, men havde da min kone med i sidste fase.

– Så det var hende, der gav dig lov?

– Ja, ja, ha, ha ?

– Hårdt og kontant: du er udpeget som redningsmand, hvordan ser du på så stort er ord?

Ikke bange
– Jeg vil da håbe, jeg er en redningsmand.

– Men tror du selv på, I kan redde jer?

– Ja, det kan du tro på.

– Okay, her er en plan over de sidste 15 kampe, fortæl mig så, hvor I henter de nødvendige point?

– Det kan jeg ikke.

– Men alligevel tror du på det?

– Ja, helt sikkert.

– Men du tør ikke udpege de kampe, hvor du tror I kan få de nødvendige point?

– Dét kan man ikke forudsige, men jeg tør gå i gang med hvilken som helst kamp. Jeg er ikke bange eller nervøs for at møde nogen, for der kan være point i alle kampe.

– Hvor mange point tror du, I skal have for at kunne redde jer?

– Vi skal have en god portion.

– Ja, helt sikkert – men hvor mange?

– Det er ikke noget, jeg har regnet på. Vi tager en kamp ad gangen.

– Får du flere spillere end dem, som er kommet?

– Det drøfter vi for øjeblikket. Men kan vi ikke få de spillere nu, som passer ind i spillekonceptet, vil vi hellere vente indtil sommer.

– Apropos spillekoncept – hvad bliver forskellen fra efteråret og til foråret?

– Vi kommer til at spille på en anden måde, for vi går væk fra midtbanens diamant.

– Der vil måske også blive skiftet fire-fem ud?

– Det vil tiden vise. Nu skal spillerne have lov til at vise det potentiale, de besidder. Så må vi se, hvad der sker. Men der vil sikkert blive spillere, der vil komme til at spille på andre pladser, end de gjorde i efteråret.

Stædigt æsel
– Du modtager spillerne med sang, men det siges også, du er hård – er det kæft, trit og retning på træningsbanen?

– Jeg er ikke hård, men vedholdende, konsekvent og stædig med det, der skal laves for at skabe det fodboldspil, som jeg gerne vil have, nemlig teknisk og fremadrettet spil.

– Er du bange for at få sparket, hvis I rykker ud?

– Nej, for det får jeg ikke!

– Sikker?

– Ja, for jeg er ansat for at sætte en længere proces i gang. Selvfølgelig er en redningsaktion indlagt i den, men skulle det ikke lykkes, arbejder vi bare videre ?

– Nu siger du ’skulle det ikke lykkes’. Så tvivler du alligevel!

– Nej, men alt kan ske i fodbold.

– Så du tror virkelig på det – og ikke kun, fordi du skal tro på det?

– Nej, det er ikke kun for at være populistisk. Men fordi vi har så store værdier i den klub, som har ulmet i en periode – ja, måske ligget stille i en periode. Nu finder vi dem frem og laver om på det, som mange spår.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik