Persondata politik

Drømmefarvel: Mike Jensen sparker FCK ud af pokalen

Mike Jensen blev dagens mand på Brøndby Stadion, da midtbanespilleren sagde farvel til Brøndby Stadion

  • (Foto: Lars Poulsen)
(Foto: Lars Poulsen)
1 af 1

Seneste fodbold liste

Hent flere

Mest læst i fodbold liste

Hent flere
 

BRØNDBY (ekstrabladet.dk): Sådan siger man farvel til Brøndby Stadion!

Mike Jensen fik den perfekte afsked med sin hjemmebane, da han i en intens og herlig pokalfight mod ærkerivalen FC København blev matchvinder med sin scoring i første minut af den forlængede spilletid.

Det blev kampens eneste scoring, og Brøndby er dermed klar til semifinalen i pokalturneringen, mens FCK nu må nøjes med at koncentrere sig om at køre mesterskabet hjem og få succes i Europa League.

Begge hold leverede storslået fight og havde i den ordinære kamp chancer til at afgøre kampen, men de mange medlevende tilskuere på Brøndby Stadion fik 30 minutters ekstra fodbold for entreen.

Dobbelt overligger
Brøndby havde i 1. halvleg mest spil, men FC København havde den største chance.

I det 20. minut headede Andreas Cornelius på overliggeren, og returen dalede ned til Rurik Gislason, der inde i det lille felt gjorde Cornelius kunststykket efter og ramte overliggeren med sit hovedstød.

To minutter før den store dobbeltchance havde Brøndbys Mathias Gehrt haft bolden i nettet, men det blev korrekt annulleret, da Dennis Rommedahl var i offsideposition, da han spillede Gehrt fri.

Hjemmeholdets største chance før pausen fik brandvarme Simon Makienok efter 32 minutter. Dennis Rommedahl slog et godt indlæg ind i FCK-feltet, men Brøndby-angriberen helflugtede lige forbi den ene stolpe.

I den anden ende viste Cornelius sig frem et par gange i 1. halvleg, men den unge angriber måtte se sin helflugter ende lige i armene på Michael Tørnes, så de to hold måtte gå til pause uden scoringer.

Gylden mulighed
I 2. halvleg fortsatte den hårde fight, og de 13.652 på et feststemt Brøndby Stadion fik masser af hårde dueller og syngende tacklinger, men ikke så mange målchancer.

Simon Makienok fik en løs chance i det 72. minut, da Kim Christensen kom noget skidt ud sit FCK-mål, men Brøndby-topscoreren måtte se en FCK sparke væk.

To minutter senere fik gæsterne en gigantisk chance efter et frisparksindlæg af Lars Jacobsen. Både Thomas Delaney og César Santin fik chancen i det lille felt, men ingen af dem fik afsluttet ordentligt, og efter en god gang kluddermor fik Brøndby afværget faren.

To minutter før tid fik Mike Jensen en gylden mulighed for at blive matchvinder, men midtbanespilleren sparkede forbi mål.

Tre minutter inde i tillægstiden fik Dennis Rommedahl så chancen, men sparkede lige på Kim Christensen, så de to rivaler måtte efter en kort pause r i gang med 30 ekstra arbejdsminutter.

FCK følte sig snydt
Det første var ikke engang overstået, da Sydsiden eksploderede i et kæmpe jubelbrøl. Quincy Antipas vandt en nærkamp mod Thomas Kristensen og spillede Mike Jensen fri i feltet.

FCK’erne skreg på offside, og sådan så det også ud fra tribunen, men Mike Jensen var ligeglad. Han tordnede bolden fladt forbi Kim Christensen til 1-0-føring til Brøndby.

Det vækkede FC København, som straks skabte muligheder i den anden ende, og efter 95 minutter lugtede det af straffespark, da Martin Albrechtsen gik i ryggen på Thomas Delaney, men dommer Kenn Hansens fløjte forblev til FCK’ernes store frustration tavs.

Andreas Cornelius forsøgte sig efterfølgende med både fødder og hoved, men største chance i den forlængede spilletids 1. halvleg tilfaldt en helt fri Kris Stadsgaard, der dog tæt under mål helkiksede sin afslutning.

Pressede på
I 2. halvleg af den forlængede spilletid pressede FCK på, mens Brøndby forsvarede sig heroisk. Gæsterne kan dog med god grund være skuffede over, at de ikke som minimum fik en straffesparkskonkurrence ud af pokaldysten.

Ni minutter før tid skulle Claudemir have udlignet, men brasilianeren headede svagt lige på Michael Tørnes. Og dermed fik Mike Jensen lov til at beholde sin heltestaus.

Midtbanespilleren forlader til nytår Vestegnen og kan gøre det med god samvittighed. For sikke en afslutning af Brøndby-manden, der offentligt har erklæret, at han aldrig kunne finde på at spille i FC København…

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik