26 af 32 Superliga-trænere siden 2014 er danskere: Efterlyser flere udlændinge

Randers' nye cheftræner Ricardo Moniz er kun den fjerde nye udlænding på trænerbænken i Superligaen siden 2009. Dansk fodboldleder efterlyser et bredere sigte, når Superliga-klubberne ansætter trænere

FCK har i mange år haft stor succes med deres norske træner Ståle Solbakken. Foto:/ritzau/Jens Dresling
FCK har i mange år haft stor succes med deres norske træner Ståle Solbakken. Foto:/ritzau/Jens Dresling

Siden sommeren 2014 har 32 forskellige mænd været Superliga-trænere.

17 forskellige klubber har været i landets bedste række i samme periode, og ud af de 32 mand finder man kun seks udlændinge ifølge en undersøgelse, der offentliggøres i dag i Tipsbladet.

Det er FC Københavns Ståle Solbakken, Brøndby IF's Alexander Zorniger, og tre mand, der har været i Randers FC i form af Colin Todd (desuden brandslukker i efteråret 2016 i Esbjerg), Ólafur Kristjánsson (var først cheftræner i FC Nordsjælland fra sommeren 2014 til december 2015) og nu Ricardo Moniz. Sidste mand er Auri Skarbalius, der i foråret 2016 var vikar på cheftrænerposten i Brøndby IF.

Kun de to 'røde tyre' Alexander Zorniger og Ricardo Moniz var uden erfaring fra Superligaen fra før sommeren 2014, så hvis vi ser bort fra passet, har 30 ud af 32 cheftrænere i Superligaen i perioden været særdeles bekendt med ligaen og dansk fodbold i forvejen.

Går vi endnu længere tilbage, viser det sig, at der kun har været fire nye udenlandske cheftrænere i Superligaen i de snart otte år, dette årti har varet. Til sammenligning prøvede Superliga-klubberne 13 nye udenlandske cheftrænere fra 2000 til 2009.

Hollandske Ricardo Moniz er hentet til Randers. Foto: /ritzau/Ernst van Norde
Hollandske Ricardo Moniz er hentet til Randers. Foto: /ritzau/Ernst van Norde

Disse tal går stik imod trenden i rekruttering af spillere i Superligaen, hvor der især siden 2003 er kommet mange udenlandske spillere til Superligaen. Der var 69 udenlandske spillere i Superligaen i 2003/2004, hvilket var steget til 174 i 2016/2017-sæsonen.

Ifølge Mads Davidsen, der er teknisk direktør i den kinesiske topklub Shanghai SIPG, burde Superliga-klubberne undersøge markedet bredere end i dag, når de hyrer trænere.

- Vi må formode, at klubberne vælger den fagligt dygtigste træner og den person og leder, som er bedst egnet til at føre klubbens strategi videre, siger Mads Davidsen til Tipsbladet.

- Men i forhold til sidstnævnte punkt virker det nogle gange lidt tilfældigt, og man må spørge sig selv, om der overhovedet er en strategi. Hvis fagligheden er høj, bør det parameter tælle højere end det manglende kendskab til en liga, siger Mads Davidsen.

- Marco Silva er eksemplet i England, da han blev kritiseret for intet at kende til ligaen og spillerne, da han kom til Hull, men hans faglighed er så høj, at han er blevet en succes i Premier League - nu hos Watford, siger Mads Davidsen med henvisning til 40-årige Marco Silva, der efter korte ophold i Sporting Clube og Olympiakos er ved at skabe sig et stærkt navn i Premier League.

Brøndby fik i 2016 også overraskende en udenlandsk træner i form af tyske Alexander Zorniger. Foto: /ritzau/Jens Dresling
Brøndby fik i 2016 også overraskende en udenlandsk træner i form af tyske Alexander Zorniger. Foto: /ritzau/Jens Dresling

Et andet fokus
Michael Gravgaard, direktør i Randers FC, gik bevidst efter en træner, der ikke kendte spillerne i klubben i forvejen.

Randers-direktøren havde gerne hyret en dansker med de rette kvalifikationer, men efter Gravgaards mening havde Ricardo Moniz nogle kvaliteter, der gjorde ham til topkandidat til jobbet i Randers' svære situation.

- Ricardo Moniz kommer til at stille nogle krav, som er ret udanske. I Danmark vil vi typisk gerne have alle med, også de svageste, og sådan mener jeg bestemt også, det skal være i vores samfund. Men i et dybt professionelt konkurrencemiljø må det altså ikke være de dårligste, der sætter standarden. Vores danske og skandinaviske opdragelse sidder jo også i mange af toptrænerne. Der kan det være rigtig sundt, at der kommer en udlænding og sætter nye standarder, ligesom Zorniger gjorde det i Brøndby.

- Når Kasper Fisker kommer til Brøndby og siger, tingene er tre gange så intense, så siger Kasper det jo ikke for at tale ned om Randers. Man kan bare konstatere, at det lykkedes Zorniger at komme udefra og gøre tingene på en ny måde i Brøndby IF, siger Michael Gravgaard til Tipsbladet.

- Jeg lærte så meget af ham i den korte tid, jeg havde ham som træner i Hamborg. Fra Hamborg og Salzburg har han det tyske i sig. Han har arbejdet med spillere som Ivica Olić og David Jarolím, der ikke kunne noget særligt teknisk, men som var maskiner inde på banen. Det var jo også på grund af min indstilling, at jeg overhovedet fik et eneste minut i Hamborg.

- De havde Jerome Boateng, som nok var cirka 48 gange så god, som jeg nogensinde havde været, men som de ikke helt stolede på, fordi han havde den forkerte attitude til træning og kamp. Ricardo er formet af at have arbejdet med nogle helt sindssygt store talenter men også af at have set, hvad hårdt arbejde betyder for en spiller og et hold. Den kombination kan noget, siger Michael Gravgaard.

I andre klubber ser man fordelen ved at have en dansk træner, der kender ligaen og spillerne. Som i SønderjyskE, hvor man med held har specialiseret sig i at hente reservespillere fra de større Superliga-klubber og lovende spillere i 1. division.

- Vi er ikke i Europa League eller Champions League hvert år, og vi har ikke en række scouts til at undersøge spillere i hele verden. Derimod er Danmark et stort marked for os. Vi henter blandt andet mange spillere i 1. division, vi efter vores egen mening har held til at forvandle til profiler. Så kendskabet til det danske marked, også for en cheftræner, er vigtigt for os.

- Det er fint, hvis en ny træner kender det hollandske eller tyske marked indgående, men der går altså langt imellem, at vi har råd til hente en spiller i Bundesligaen eller Æresdivisionen. Vi har gennem mange år haft held med vores danske strategi, så den holder vi fast i, siger Hans-Jørgen Haysen, sportschef i SønderjyskE.

 

Læs hele historien og se alle dataene om Superliga-trænerne i Tipsbladets fredagsudgave, som du finder sammen med Ekstra i dag.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her.

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag.

Læs mere og bestil her.

I Tipsbladet fredag kan du også læse:

* Interview med Lyngbys nye cheftræner Thomas Nørgaard

* Historien om eftertragtede Harry Kane før Real Madrid-kampen

* Analysen af Danmarks vej mod VM

* Historien om dramaet i Sydamerikas VM-pulje

* Superliga-barometer – hvem er stærkest i ligaen lige nu?

* Carlsens Corner

* Spiltips

* Resultater

* Og meget mere

Husk også at købe dit eksemplar af Champions League-magasinet, der er på gaden nu.

Magasinet kan købes her eller hos følgende butikker: Bilka, Føtex, Kvickly, Super Brugsen, Lidl, Q8, Circle K, Aldi, Shell, Nærkøb, 7-Eleven, Løvbjerg, Eurospar, Spar, Letkøb, Elite, Meny, OK+, YX/Ekstra, Københavns Lufthavn.

Magasinet kan også bestilles ved at klikke her.

Se også: Randers præsenterer underskud på tre millioner

Superligaen - 9. okt. 2017 - kl. 12:43 Redningsmand i Randers: Nu præsenteres ny træner

Superligaen - 9. okt. 2017 - kl. 12:43 Redningsmand i Randers: Nu præsenteres ny træner

kommentarer
Vis kommentarer

 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen