Den 17-årige venstrekantsspiller Jacob Barrett Laursen er ukendt for de fleste
herhjemme, men hos de italienske mestre Juventus ved man udmærket godt, hvem
han er.
AaB-spilleren har netop skrevet en treårig kontrakt med storklubben, som forelskede sig i ham allerede i december måned, da han var til prøvetræning i Torino.
Siden satte en skade dog en midlertidig stopper for den italienske interesse. Men nu er handlen en realitet.
- Vi har givet Jacob tilladelse til at starte hos Juventus, om end vi fortsat mangler de sidste papirer for at handlen er endelig, siger AaB-direktør Lynge Jakobsen til klubbens hjemmeside.
Læs også: Se også: 17-årig prøvetræner i Juventus
- Vi anser dog dette for at være en formsag, og salget vil ligge indenfor de forventninger vi har budgetteret med til spillersalg i år, siger Lynge Jakobsen.
Jacob Barrett siger til canalejuve.it, at han starter i talentafdelingen, men naturligvis håber på at spille sig på førsteholdet.
- Selvfølgelig! Jeg vil gerne på førsteholdet og spille foran tusindvis af fans, siger danskeren.
Juventus satser angiveligt på at bruge Barrett i midterforsvaret på sigt.
Det unge stortalent er foreløbig noteret for ti U-landskampe for Danmark.
