Riddersholm slår fast: Fansene gider ikke høre mere om presset

AGF-træner Glen Riddersholm aflyser nu alt, hvad der handler om udvikling af spillestil. Nu skal spillerne forstå alvoren og vise den rette vilje

Glen Riddersholm vil se handling fra spillerne nu. Foto: Ernst van Norde
Glen Riddersholm vil se handling fra spillerne nu. Foto: Ernst van Norde

AGF-krisen har bestemt været til at få øje på - både på og uden for banen. Efter et elendigt resultat-mæssigt forår er det ganske tænkeligt, at det sidste håb om at slippe fri af nedrykningsplayoff bliver lukket helt ned efter weekendens kampe.

Dårlige resultater med bare fem point i samtlige af forårets otte spillede kampe, et hav af skader og karantæner, frustrerede fans og en direktør, der har delt verbale skideballer ud i retning af spillerne.

Der er efterhånden utroligt meget, der kan blive rigtigt meget bedre i AGF.

Træner Glen Riddersholm, der mange gange har forsvaret sit hold og egne dispositioner i forhold til spillestil har set skriften på væggen i forhold til nedrykningsspillet

- Alt, der hedder udvikling af spillestil, er parkeret i resten af sæsonen. Nu handler det om at gøre tingene simple, for spillerne kan ikke tage ret meget ind, især ikke når de er under pres og i minus, som de er nu, siger Glen Riddersholm til Tipsbladet.

Skader, formsvigt og point tabt i sidste øjeblik i februar og marts gider AGF-træneren ikke længere tale om. Holder holdet ikke op med at vise nye svaghedstegn eller få meget dårlige perioder, som der har været i stort set hver kamp i foråret, er AGF efter Glen Riddersholms mening i overhængende nedrykningsfare.

Derfor er fokus nu på det simple og defensiven - og at spillerne skal vise den vilje og det ansvar, der følger med i en så svær tid og situation.

- Mit helt klare signal til alle i klubben og i omverdenen er, at det nu handler om at indstille sig på playoffkampene om at blive i Superligaen, der venter forude. Vi kan lige så godt indstille os på, at de kampe kommer, og hvad de kommer til at kræve mentalt. Det bliver nogle helt andre ting end i sædvanlige ligakampe, der afgør de opgør, og det dur ikke, at vi først lige før playoff-kampene begynder at tale om, hvad det bliver for en mental udfordring, siger Glen Riddersholm.

- Det er nødvendigt, at spillerne stepper op nu. Jeg har hørt mange af dem sige ved ankomsten til AGF, at de valgte at komme til klubben, fordi de gerne vil spille i en stor ramme under det store pres, der er i denne klub. Ingen er blevet tvunget til at være her, og det er da netop i en nedrykningskamp som den, vi skal ud i nu, at spillerne skal sætte handling bag ordene. De skal kunne håndtere det pres, der er nu, ellers skulle de aldrig have valgt at tage til AGF,

- Vi har brug for en forløsning. Vi behøver ikke få alt til at lykkes. Men vi skal se handling. De fans, der støtter os så fantastisk, gider ikke høre mere om presset. Nu skal vi vise, vi også vil det, vi har sagt.

AGF møder mandag aften AaB på hjemmebane, men allerede inden kan AGF's skæbne i forhold til at ende i nedryknings-playoff være stort set beseglet, for hvis Silkeborg IF vinder over Viborg FF vil Silkeborg IF være 10 point foran og kan ikke længere hentes. Tilbage er der så AaB, der - hvis AGF vinder mandag - vil være seks point foran inden de sidste to spillerunder.

Vil du have Tipsbladet direkte på din tablet, pc og mobil, kan du købe det digitalt her - ekstrabladet.dk/ebladet/

Du kan også vælge at få det leveret Tipsbladet i postkassen hver fredag - læs mere og bestil her

Se også: Tøfting har svaret: Skal Glen fyres?

kommentarer
Vis kommentarer

Seneste fodbold
Mest læste i fodbold
Hent flere
 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Ulrik Bachmann
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen