De fleste danske fodboldfans kender Faxe, Gaxe, Duncan og Tømreren.
Superliga-koryfæer, som er bedre kendt under deres kælenavne, end for det
navn, der står i deres pas.
I en ny bog, ‘Fodbold-brok: Lunken Suppe og Leverpostejsbold - En guide til Superligaen’, bliver man præsenteret for en helt stribe nye og vilde kælenavne kreeret af bogens forfattere.
Ekstra Bladet har bedt FODBOLDBROK-holdet præsentere nogle af de personligheder, der optræder i bogen og give historien bag de mærkværdige kælenavne.
Fizzkarlen
'Bend it like Beckmann'. Sådan skrev UEFA på deres hjemmeside med reference
til en vis David Beckham, efter FC Nordsjællands 10’er Mikkel Beckmann
krøllede et lækkert frisparksmål ind mod Juventus i Parken. Ikke nogen skæv
reference fra det europæiske fodboldforbund der. Mikkel Beckmann har længe
været Superligaens største idol blandt damerne. Ivrigt eksperimenterende med
garnet, reklamesøjle for barbergrejsgiganten Gillette og med en skøn party
boy-baggrund. Intet under, at Beckmann herhjemme bedst er kendt som
Fizzkarlen.
Escubu
Den noget ufarlige OB-angriber Morten Skoubo har været vidt omkring i sin
karriere. I 2006-2008 løb den lange jyde rundt og plejede sine mange skader
i den spanske klub Real Sociedad. På de kanter har de det svært ved at
udtale et ‘s’ efterfulgt af en konsonant og smider derfor kosekvent et ‘e’
foran et sådan fremmedord. Dermed var Real Sociedad-helten ‘Escubu’ født.
Det spanske tilnavn kom i øvrigt til Danmark via en udvekslingsstuderende
fra San Sebastian, hvor klubben har hjemme.
Hipster-Holst
På sine bedste dage er Silkeborgs Christian Holst, fra sin position på den
offensive venstre midtbane, det tætteste Superligaen kommer på en Zinedine
Zidane. Lidt langsom, men med en kælen teknik og et flot overblik. Men også
uden for kridtstregerne er der klasse over Holst. Her ynder den
eftertænksomme færing at fordybe sig i kultur, der kan få enhver
Politikenlæser til at nikke anerkendende: Leonard Cohen, Carsten
Jensen-bøger og Wes Anderson-film. Det er da hipster.
Ivan Drago
Han er kæmpestor. Og hans strithår er klorinblond. Simon Makienok har en
slående lighed med Ivan Drago - skurken fra Rocky IV, spillet af Dolph
Lundgren. Dog med lidt mindre muskler, men til gengæld med langt flere
tatoveringer. FODBOLDBROK fandt på kælenavnet til den ranglede
Brøndby-boksspiller, da han sidste efterår bragede ind i Superligaen for HB
Køge. Siden bredte Ivan Drago-fænomenet sig til de landsdækkende medier og
fodboldelskere i hele Danmark.
Den Epileptiske Ballerina
OB’s offensive es fra Middelfart, Rasmus Falk, er Superligaens ubestridte
balletkonge. Den tekniske begavelse har danset sig ind i hjerterne på de
fleste fans af landets bedste række med sin helt unikke kombination af
ballerinabevægelser og de huggende ryk, der giver mindelser om epileptiske
anfald. En helt unik løbe-, drible - og spillestil, der begejstrer og
beundrer på samme tid.
Freaky Eyes
Hvis der er en personage i det flade, grå og lidt tørre Superliga-landskab,
der skiller sig ud, så er det FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm. Ikke
kun på grund af hans farverige personlighed, men så sandelig også på grund
af hans hypnotiserende azurblå øjne, som giver ham en slående lighed med
replikanten Roy Batty fra sci-fi-klassikeren Blade Runner (spillet af
actionlegenden Rutger Hauer). Derfor går den tidligere reservedelsmand hos
Toyota ofte under navnet Freaky Eyes.
Fodboldpensionisten
Næsten umuligt at huske tilbage på en tid, hvor der ikke var Martin Jørgensen.
Eller Lars Martin Jørgensen, som den 37-årige tidligere landsholdsspiller
retteligt hedder. Nægtede kategorisk at tage kælenavnet Fodboldpensionisten
til sig, da en dansk tv-station præsenterede ham for det. Mente selv,
Fodboldefterlønneren var mere passende. Måske der er noget om snakken. Men
vi holder stædigt fast i Fodboldpensionisten. Før eller siden må han jo
stille de støvler på hylden.
Alle kælenavnene, og Superliga-profilerne der gemmer sig bag dem, optræder i bogen ‘FODBOLDBROK - Lunken Suppe og Leverpostejsbold - En guide til Superligaen’. Bogen tager samtlige Superligaklubber og de største profiler - på og uden for banen - under ukærlig satirisk behandling med portrætter, langt ude analyser og baggrund.
Bogen er udkommet på Forlaget Turbulenz.
