AGF tabte her til aften 2-0 til et klart bedre Horsens-mandskab. Aarhusianerne
gjorde det ikke nemmere for sig selv, da AGF’s georgier David Devdariani ti
minutter før tid tabte hovedet og så rødt.
AGF-træner Peter Sørensen var langt fra tilfreds med sin angriber, der med sin udvisning trak de sidste grader ud af et i forvejen lunkent AGF-hold.
- Det taler umiddelbart for sig selv. Det er fuldstændig uacceptabelt.
Udvisningen faldt efter en flot dribletur, hvor Devdariani rundede 2-3 mand over en halv banelængde, hvorefter han blev tacklet bagfra af Horsens’ Steffen Kielstrup. Det fik Devdariani til at gå i sort. Han fløj op og skubbede en siddende og sagesløs Kielstrup i jorden, og så havde Anders Poulsen ikke andre valg end at sende angriberen alene i omklædningsrummet.
AGF kunne glæde sig over at have Superliga-topscorer Aron Jóhannsson tilbage. Han erstatter med al sandsynlighed karantæneramte Devdariani, når de på næste fredag hjemme tager imod de danske mestre fra FC Nordsjælland.
