Man skal huske vanter, hue og halstørklæde, hvis Divisionsforeningen gør alvor
af overvejelserne om at ændre turneringskalenderen.
Her overvejer man nemlig at droppe fodbolden i juli og i stedet sparke forårssæsonen i gang allerede i februar.
Det fortæller Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til metroXpress.
Se også: Læs også: Rundens Hold: Blond fyrtårn bomber igen
- Lige nu spiller vi i sommerferien. Vi skal måske flytte Danmarksturneringen ud af juli og starte op i februar. Vi har haft et problem med at foråret er så sammenpresset, og vi har et problem med, at vi spiller i juli, hvor der er sommerferie, forklarer Thomsen.
Hvis der skal spilles fodbold i kolde februar kræver det dog, at der investeres i forbedringer af baneforholdene.
- Det er formentlig en god ide. Vi skal se, om vi kan bringe forudsætningerne på plads først. Men det er værd at kigge på, siger Claus Thomsen.
