Se Superligaens sjoveste kælenavne

Se hvem der gemmer sig bag Fizzkarlen, Freaky Eyes, Ivan Drago og andre mere eller mindre flatterende kælenavne, som Superligaens stjerner har fået påklistret

  • Glen 'Freaky eyes' Riddersholm. (Foto: Anders Brohus)
« Forrige
Glen 'Freaky eyes' Riddersholm. (Foto: Anders Brohus)
1 af 2
Næste »

Odds

Bookmaker
1
X
2

Seneste fodbold

Hent flere
 

De fleste danske fodboldfans kender Faxe, Gaxe, Duncan og Tømreren. Superliga-koryfæer, som er bedre kendt under deres kælenavne, end for det navn, der står i deres pas.

I en ny bog, ‘Fodbold-brok: Lunken Suppe og Leverpostejsbold - En guide til Superligaen’, bliver man præsenteret for en helt stribe nye og vilde kælenavne kreeret af bogens forfattere.

Ekstra Bladet har bedt FODBOLDBROK-holdet præsentere nogle af de personligheder, der optræder i bogen og give historien bag de mærkværdige kælenavne.

Fizzkarlen
'Bend it like Beckmann'. Sådan skrev UEFA på deres hjemmeside med reference til en vis David Beckham, efter FC Nordsjællands 10’er Mikkel Beckmann krøllede et lækkert frisparksmål ind mod Juventus i Parken. Ikke nogen skæv reference fra det europæiske fodboldforbund der. Mikkel Beckmann har længe været Superligaens største idol blandt damerne. Ivrigt eksperimenterende med garnet, reklamesøjle for barbergrejsgiganten Gillette og med en skøn party boy-baggrund. Intet under, at Beckmann herhjemme bedst er kendt som Fizzkarlen.

Escubu
Den noget ufarlige OB-angriber Morten Skoubo har været vidt omkring i sin karriere. I 2006-2008 løb den lange jyde rundt og plejede sine mange skader i den spanske klub Real Sociedad. På de kanter har de det svært ved at udtale et ‘s’ efterfulgt af en konsonant og smider derfor kosekvent et ‘e’ foran et sådan fremmedord. Dermed var Real Sociedad-helten ‘Escubu’ født. Det spanske tilnavn kom i øvrigt til Danmark via en udvekslingsstuderende fra San Sebastian, hvor klubben har hjemme.

Hipster-Holst
På sine bedste dage er Silkeborgs Christian Holst, fra sin position på den offensive venstre midtbane, det tætteste Superligaen kommer på en Zinedine Zidane. Lidt langsom, men med en kælen teknik og et flot overblik. Men også uden for kridtstregerne er der klasse over Holst. Her ynder den eftertænksomme færing at fordybe sig i kultur, der kan få enhver Politikenlæser til at nikke anerkendende: Leonard Cohen, Carsten Jensen-bøger og Wes Anderson-film. Det er da hipster.

Ivan Drago
Han er kæmpestor. Og hans strithår er klorinblond. Simon Makienok har en slående lighed med Ivan Drago - skurken fra Rocky IV, spillet af Dolph Lundgren. Dog med lidt mindre muskler, men til gengæld med langt flere tatoveringer. FODBOLDBROK fandt på kælenavnet til den ranglede Brøndby-boksspiller, da han sidste efterår bragede ind i Superligaen for HB Køge. Siden bredte Ivan Drago-fænomenet sig til de landsdækkende medier og fodboldelskere i hele Danmark.

Den Epileptiske Ballerina
OB’s offensive es fra Middelfart, Rasmus Falk, er Superligaens ubestridte balletkonge. Den tekniske begavelse har danset sig ind i hjerterne på de fleste fans af landets bedste række med sin helt unikke kombination af ballerinabevægelser og de huggende ryk, der giver mindelser om epileptiske anfald. En helt unik løbe-, drible - og spillestil, der begejstrer og beundrer på samme tid.

Freaky Eyes
Hvis der er en personage i det flade, grå og lidt tørre Superliga-landskab, der skiller sig ud, så er det FC Midtjylland-træner Glen Riddersholm. Ikke kun på grund af hans farverige personlighed, men så sandelig også på grund af hans hypnotiserende azurblå øjne, som giver ham en slående lighed med replikanten Roy Batty fra sci-fi-klassikeren Blade Runner (spillet af actionlegenden Rutger Hauer). Derfor går den tidligere reservedelsmand hos Toyota ofte under navnet Freaky Eyes.

Fodboldpensionisten
Næsten umuligt at huske tilbage på en tid, hvor der ikke var Martin Jørgensen. Eller Lars Martin Jørgensen, som den 37-årige tidligere landsholdsspiller retteligt hedder. Nægtede kategorisk at tage kælenavnet Fodboldpensionisten til sig, da en dansk tv-station præsenterede ham for det. Mente selv, Fodboldefterlønneren var mere passende. Måske der er noget om snakken. Men vi holder stædigt fast i Fodboldpensionisten. Før eller siden må han jo stille de støvler på hylden.

Alle kælenavnene, og Superliga-profilerne der gemmer sig bag dem, optræder i bogen ‘FODBOLDBROK - Lunken Suppe og Leverpostejsbold - En guide til Superligaen’. Bogen tager samtlige Superligaklubber og de største profiler - på og uden for banen - under ukærlig satirisk behandling med portrætter, langt ude analyser og baggrund.

Bogen er udkommet på Forlaget Turbulenz.

Se mere på www.fodboldbrok.dk

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Mikkel Selin Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik