Brøndby er tæt på at hente den første forstærkning.
Som Ekstra Bladet skrev i går, er den amerikanske landsholdsspiller Clarence
Goodson et særdeles varmt navn på Vestegnen.
Clarence Goodson skulle ifølge Ekstra Bladets oplysninger tirsdag have
gennemgået lægetjekket på Vestegnen. Om det er bestået, kan vi måske få et
fingerpeg om i dag.
Goodson er 28 år og har optrådt for den norske tippeligaklub Start
Kristiansand siden 2008. Han var med på USA’s hold ved VM slutrunden i
Sydafrika tidligere på året. Og han har siden sin ankomst til Norge været en
af sit holds mest fremtrædende spillere.
Et højt bundniveau og solide præstationer er varemærket for den 193 cm høje,
fysisk stærke og forudseende midtstopper, der i Tippeligaen har scoret mange
mål i kraft af sin fysiske styrke.
Hvis Goodson havner i Brøndby, kan det være et klart signal om, at både Remco
van der Schaaf og Mikkel Bischoff ikke får forlænget kontrakterne.
- Jeg er tilfreds med den klub, jeg har fundet, men kan ikke gå ud med navn eller liga lige nu. Det er en udenlandsk klub, og jeg håber og tror at skiftet går i orden i løbet af ugen, sagde Goodson forleden til den norske avis VG.
