Der bliver rystet på hovedet i Brøndby Supports bestyrelse over afskaffelsen
af gæsteafsnittet i Parken, når FC København tager imod 18. august.
- Brøndby Support vil ikke opfordre til boykot af denne kamp. Den beslutning er allerede taget for os, da tiltaget i sig selv forhindrer de fleste af os i at få adgang til udebaneafsnittet, siger næstformand Sarah Agerklint i en pressemeddelelse.
I stedet er afsnittet omdannet til et familieafsnit, hvor voksne kun har adgang med børn under 12 år.
Vil dræbe den positive fankultur
- I Brøndby Support frygter vi, at et sådan tiltag langsomt vil dræbe den
positive fankultur, som Brøndbyfans blandt andet har været med til at
opbygge. Det er der ingen af interessenterne i dansk fodbold, der kan, bør
eller vil være tjent med, siger Sarah Agerklint.
Se også: Læs også: Brøndby-fans ikke velkomne i Parken
Brøndbys fans kan i teorien stadig købe billetter til kampen. Det bliver bare på de afsnit, hvor der i forvejen sidder FCK-fans.
- Det strider imod UEFA’s sikkerhedsanbefalinger og kan give uroligheder på andre tribuner, hvor Brøndby-fans og fans af FC København risikerer at bliver blandet - et scenario som ingen vel ønsker, skriver fanklubben og henviser i stedet til den politiske fokus og det arbejde, der i foråret har været i gang med justitsministeren i spidsen.
