Efter en forfærdelig sæsonstart med tre nederlag i fire kampe skal Brøndby
søndag aften prøve at få momentum mod SønderjyskE.
Brøndby-backen Anders Randrup tør godt love en kamp med fuldt knald på, hvis gæsterne tør komme med det offensive spil, der har tegnet dem i sæsonstarten.
- Det bliver en kamp med fuld knald på. Vi skal spille vores chance, og hvis de fortsætter med at kigge lidt mere i den offensive retning, så kan det godt blive et opgør, der bølger frem og tilbage, siger han til Brøndbys hjemmeside.
Læs også: Se også: Brøndby-boss: Vi har lyttet til fansene
Brøndby har en noget nær suveræn statistik mod SønderjyskE i Superliga-sammenhæng med 13 sejre, fire uafgjorte og et enkelt nederlag, og forsvareren har nøglen til at fortsætte dominansen på trods af den seneste tids krise.
- Vi vil i hvert fald ikke undervurdere dem, men normalt har de ligget meget godt til os. Deres spillestil synes dog at være ændret en smule, så de kigger lidt mere offensivt. Det er ikke nødvendigvis en ulempe for os, selv om de har vist sig at være stærke. Det kan åbne nogle rum for os, hvis vi kan fortsætte vores gode spil og udnytte vores chancer endnu bedre. Samtidig skal vi have styr på de defensive fejl, vi desværre har begået her i begyndelsen af sæsonen, siger han til Brondby.com.
Kampen spilles søndag kl. 17.
