Selv om Lars Jacobsen er på vej mod de 34, er der stadig efterspørgsel på hans
kvaliteter.
Belgiske Club Brugge har rettet henvendelse til FCK i håbet om at sikre sig
den erfarne back, men det er nytteløst arbejde fra belgierne.
For FCK vil ikke sælge, og Lars Jacobsen har ingen planer om at forlade
klubben.
Se mere: Se også: FCK: Vi sælger ikke vores anfører
Hovedpersonen står på ingen måde med det ene ben ude af døren. Tværtimod.
- Jeg har ingen intentioner om at forlade FCK. Jeg er 33 år, anfører og en
del af et nyt, spændende projekt. Jeg tror, det er her, jeg skal slutte min
karriere, siger Lars Jacobsen til Ekstra Bladet.
Hvad skal der i grunden til, hvis du skal skifte klub?
- Det ved jeg ikke. Jeg tænker slet ikke i de baner. Min fokus handler om det
projekt, vi har gang i med FCK, siger Lars Jacobsen.
Se også: Se også: Club Brugge vil have Lars Jacobsen
Det er på sin vis ikke underligt, at der opstår interesse for Jacobsen, selv
om han dåbsattesten afslører noget andet. For det er med Lars Jacobsen som
med god rødvin, det bliver bedre med årene.
Lige nu befinder Lars Jacobsen sig på toppen af sin karriere. Han er anfører
i FCK, sikker mand i højre forsvarsside på landsholdet og præsterer hver uge
på et højt niveau.
- Jeg har været inde i en god periode og spillet på et fint niveau. Det er
naturligvis et skulderklap, når andre lægger mærke til det. Men et skifte er
slet ikke noget, jeg bruger min energi på, siger FCK-kaptajnen.
Jeg er klar
Han fik et hvil i søndags, hvor han sad på bænken mod SønderjyskE, men håber
at vende tilbage til holdet i aftenens pokalkamp mod Brøndby.
- Benene har det rigtig godt, så jeg står selvfølgelig til rådighed mod
Brøndby. Vi vil gerne videre i pokalen, så der er noget at se frem til efter
nytår, siger Lars Jacobsen og uddyber:
- Men det er også vigtigt, at vi i næste uge kommer videre i Europa. Det var
målsætningen at komme videre fra puljen. Den har været meget jævnbyrdig.
Er det en fiasko, hvis I ryger ud af Europa i gruppespillet?
- Fiasko er måske at trække det lidt hårdt op. Men det vil klart være en
skuffelse, hvis vi ikke har en europæisk udfordring at se frem til, inden
Superligaen sparkes i gang til foråret, fastslår FCK-kaptajnen.
