FCK-talent er blandt de største i Europa

Bevarer jordforbindelsen: – Jeg har slet ikke travlt med at skifte fra FCK. Det er en stor klub, hvor jeg kan udvikle mig, mener Andreas Cornelius

  • Sikke en uge: Med debuten for landsholdet mod Tjekkiet var sidste uge den største i Andreas Cornelius' fodboldliv. (Foto: Lars Poulsen)
Sikke en uge: Med debuten for landsholdet mod Tjekkiet var sidste uge den største i Andreas Cornelius' fodboldliv. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1

Seneste fodbold

Hent flere
 

For et par måneder siden anede ingen, hvem han var.

Endnu et talent, der boblede frem uden at vide, om han ville få et gennembrud.

I dag kan han ikke gå på en tur på strøget i København uden at blive genkendt.

Andreas Cornelius er eksemplet på, at man ikke behøver et realityprogram for at blive en stjerne på rekordtid.

Enhver agent og scout –der følger Superligaen – har bare ikke gjort sit arbejde særlig godt, hvis de ikke har mange plusser ud for navnet Cornelius.

– Andreas er i Top 25, når det handler om europæiske angrebstalenter under 20 år, siger Jakob Friis-Hansen, talentspejder for Fiorentina.

– Mange franske klubber så ham, da de mødte Lille i Parken. De var imponeret og spurgte indgående til ham. Han har en fantastisk energi, en eminent timing og et kæmpe potentiale. Men han skal have tålmodighed og forbedre sin fysik, lyder det fra den tidligere landsholdsspiller med mange års erfaring som scout for europæiske topklubber.

Nyder det
Når roserne vælter ind over Andreas Cornelius, smiler han og glæder sig i sekundet over den umiddelbare succes. Men han er også så jordnær, at han ikke bruger mange sekunder på at spekulere på, hvor han skal spille om to-tre år. For ham er fremtiden i FCK.

– Et skifte til udlandet ligger fjernt for mig lige nu. Det ligger slet ikke i mine tanker. Jeg er 19 år og har godt af at være i FCK. Det er en stor klub med et specielt træningsmiljø, hvor niveauet altid er højt. Jeg tror ikke, niveauet ligger langt fra europæiske topklubber, mener Andreas Cornelius, der nævner Premier League som den fremtidige drømmedestination.

Efter en uge, der kulminerede med landsholdsdebut og en halvleg på U21-landsholdet, er det blevet hverdag igen.

– Det har været den største uge i mit fodboldliv. Jeg sørger for at nyde det. For gør man ikke det, forsvinder glæden, forklarer den 19-årige komet, der skæver lidt til Didier Drogba, når man skal inspireres til, hvordan man skal bruge sin krop over for modstanderne.

Glemmer N'Doye
I FCK er man specielt imponeret over, hvor hurtigt han har tilpasset sig et træningsmiljø på så højt et niveau.

– Når man er ung handler det om held og timing. Andreas har haft begge dele, men han har også været dygtig og udviklet sig langt hurtigere, end vi kunne forvente. For man kan slet ikke forvente, at en ung spiller som Andreas rykker op og kan udfylde så stort et rum efter Dame N'Doye.

– Men vi kan jo håbe, at om ét år husker ingen N'Doye, men alle taler om Cornelius, siger Brian Riemer, assisterende træner i FCK og tidligere træner for Cornelius i U19-tiden.

Han peger på et væsentligt punkt som afgørende for, at Andreas Cornelius nu er førstevalg i FCK og således har overhalet Mustafa Abdellaoue, der tilbage i januar kostede otte millioner kroner.

– Andreas elsker pres. Han elsker at spille fodbold. Især når der står noget på spil. Når man har den egenskab, har man lettere ved at falde til i en storklub som FCK, hvor forventningerne er tårnhøje, påpeger Brian Riemer.

En vurdering, som hovedpersonen er fuldstændig på linje med.

– Når jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig og omgivelserne, bliver jeg sat ekstra op. Jeg tror, jeg bliver bedre af et højere forventningspres. Det motiverer mig og gør mig bedre, forklarer Andreas Cornelius.

Afstemning

Hvordan går det i aftenens kamp i Parken?

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Simon T. Schultz Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik