FCK-optimisme trods hård lodtrækning: Vi ordner dem

Ståle Solbakken havde håbet at undgå Zilina i Champions League-kvalifikationen, men han glæder sig over, at FCK trods alt slutter hjemme mod de slovakiske mestre

02:11

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Lykkens lodtrækningsgudinde var ikke med FC København, da der mandag middag blevet trukket lod til 2. kvalifikationsrunde i Champions League.

De danske mestre blev parret med det slovakiske mesterhold MSK Zilina, og det var bestemt ikke det, som manager Ståle Solbakken havde håbet på:

- Det var dem og Hoved Budapest, som vi gerne ville undgå. I vores lodtrækningspulje var de to de sværeste, men omvendt er mange af vores gode europæiske kampagner startet med relativt hårde lodtrækninger.

Zilina vandt det slovakiske mesterskab suverænt i sidste sæson. Holdet hentede 73 point i 30 kampe, og det er ikke et hold, som FCK bare kommer til at køre over.

Hjemme på kunstgræsbanen i Zilina slog de i sidste sæsons playoff-runde i Europa League Athletic Bilbao 3-2, og baskerne kom kun i gruppespillet takket være reglen om flest scorede udebanemål.

Det store mål for FC København er at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. Foto: Lars Poulsen.
Det store mål for FC København er at kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. Foto: Lars Poulsen.

Zilina har flere spillere med på det slovakiske U21-landshold, der lige nu spiller EM i Polen, og har også folk i periferien af A-landsholdet.

- Det er et hold, der godt kan overraske, og de er gode hjemme på deres kunstgræsbane, så der skal vi være disciplinerede.

- Det bliver rigtig svært, men over to kampe skal vi tage dem. Det er et hold, vi skal kunne slå, siger Ståle Solbakken, der trods den hårde lodtrækning var tilfreds med én ting: At FCK slutter hjemme i Parken.

- Vi fik ikke det hold, vi håbede på, men vi fik hjemmebane i anden kamp. Det hæfter jeg mig ved. Vi har en rigtig god hjemmebane og forhåbentlig kan vi gøre arbejdet færdigt i København, siger FCK-manageren.

Københavnerne spiller på Stadion pod Dubnom i Zilina enten 11. eller 12. juli, mens der er returkamp i den danske hovedstad ugen efter.

Hvis FCK taber til Zilina, er de færdige i Europa. Vinder de, er de klar til 3. kvalifikationsrunde, hvor vinderen går til den afgørende playoff-runde til Champions League, mens taberen som en trøst får en ekstra chance for at kvalificere sig til Europa Leagues gruppespil.

Sommerstatus i FC København

De er kommet: Pieros Sotiriou (APOEL), Michael Lüftner (Slavia Prag), Pierre Bengtsson (Mainz 05) 

De er væk: Ludwig Augustinsson (Werder Bremen), Andreas Cornelius (Atalanta), Julian Kristoffersen (kontraktudløb)

De skal væk: Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og Jorés Okore

Ny fra ungdomsafdelingen: Mads Roerslev. Derudover rejser fire talenter med på træningslejren. 

Forlænget ferie: De spillere, der deltog i landskampe efter sæsonen, har ferie en uge endnu og møder først ind 26. juni.

Der er tale om Robin Olsen, Mathias ‘Zanka’ Jørgensen, William Kvist, Ján Gregus, Benjamin Verbic, Uros Matic, Federico Santander og Pieros Sotiriou. 

Støder senere til: Nyindkøbet Michael Lüftner er til U21-EM med Tjekkiet. Efter planen støder han til FCK-truppen under træningslejren i Østrig.

Træningslejr: Tirsdag 27. juni drager FCK som sædvanlig på sommertræningslejr i Østrig i lidt over en uge. Der er planlagt testkampe mod Partizan Beograd, Sturm Graz og Krasnodar.

Skader: Det har fortsat lange udsigter med Peter Ankersen og Rasmus Falk. Ankersen brækkede anklen midt i maj, mens Falk i april var igennem en operation omkring sin fodrodsknogle.

Begge spillere har genoptrænet i sommerferien og har nu smidt krykkerne. De skal dog fortsat igennem et langt genoptræningsforløb, og Ståle Soblakken forventer ikke at se dem i kamp før til september.

Se også: FCK får slovakisk modstand på vejen mod CL

Se også: Klar til at smadre CL-formatet: Sådan vil de store skubbe Danmark ud

Se også: Ståle tændte af til træning: Måtte undskylde over for målmand

Ståle Solbakken har som ofte før godt styr på sin trup længe inden Superliga-start. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Før Superliga-start: Her er Ståles plan

kommentarer
Vis kommentarer

 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen