Alt tyder på at de danske mestre FC Nordsjælland har oprustet på
målmandsfronten.
Klubben har tilsyneladende skrevet kontrakt med 27-årige Thomas Villadsen, som tidligere har spillet for klubben, og har trænet sammen med FCN-truppen det seneste stykke tid.
Tirsdag skriver Villadsens kæreste, Line Guldberg, på Facebook:
- Så har manden skrevet under på kontrakten, og spiller nu officielt i Champions League med FC Nordsjælland! Jeg er så stolt af dig og dine bedrifter skat.
Opdateringen er senere på dagen blevet fjernet fra Line Guldbergs åbne Facebook-profil.
Læs også: Se også: Eks-FCK'er til FC Nordsjælland
FC Nordsjælland er da heller ikke parate til at bekræfte, at der skulle være skrevet kontrakt med Villadsen.
- Han har trænet sammen med os i noget tid, men jeg kender ikke noget til nogen kontrakt. Det må jeg lige snakke med vores sportschef om, siger pressechef Christian Wolny til ekstrabladet.dk.
FC Nordsjælland råder i forvejen over målmændene Jesper Hansen og David Jensen.
Thomas Villadsen har tidligere været i FC København, hvor han dog aldrig opnåede at få spilletid. Derefter rykkede han til den hollandske 2. divisions-klub FC Emmen inden han havde et kort ophold i FC Nordsjælland.
Der var han kun i tre måneder, før han rykkede til den rumænske klub FC Ceahlaul Neamt, hvor han har spillet indtil nu.
Ved du noget? Tip os på mail: 1224@eb.dk eller sms/mms: 1224 (alm. takst).
