FARUM (ekstrabladet.dk): Nøjagtig seks dage før, der i Monaco trækkes lod til
Champions League-gruppespillet viste FC Nordsjælland mange af de takter, der
i den forgangne sæson sørgede for at indløse Farum-klubbens billetter til
Europas fornemste klubturnering.
Første halvleg mod SønderjyskE var en tæt affære – efter pausen blev gæsterne periodevis skilt ad.
Se også: Læs også: FCN-bomber: Jeg fik tilbud fra Swansea
Den hollandske lejesvend fra Twente, Joshua John, spillede sin blot fjerde kamp for de danske mestre, men trods de få minutter i FCN-trøjen kunne han allerede i kampens fjerde minut bringe sig alene i spidsen af Superligaens topscorerliste, da han overrumplede SønderjyskE-keeper Håkon Opdal. Joshua John har scoret seks ligamål i sæsonen, et flere end FCK’s César Santin.
Quincy Antipas udlignede efter en god halv times spil, da den blot 168 centimeter lave afrikaner kom højest til et indlæg, hvor nordsjællændernes 24 centimeter højere midterforsvarer Ivan Runje så aldeles fejlplaceret ud.
Joshua John kæmpede sig frem til flere halve og hele chancer, men det var venstrebacken Patrick Mtiliga, der fem minutter efter pausen på ny bragte hjemmeholdet foran, da han flot tog bolden med sig og tordnede den ind bag sagesløse Opdal i SønderjyskE-målet.
Fra da kom der for alvor gang i FCN-festen. Storspillende Søren Christensen rundede flot Opdal og scorede i et tomt mål efter en vanvittigt hurtig omstilling og Mikkel Beckmann gjorde det til 4-1 12 minutter før slutfløjtet, da han tog et skarpt træk i feltet og lagde bolden ind op ad stolpen.
Se også: Læs også: Vibe glæder sig til Nordsjællands kunstgræs
FC Nordsjælland indtager med sejren Superligaens førsteplads på en bedre målscore end FC København, der dog atter kan trække fra mestrene, når FCK’erne lørdag drager til Randers.
6121 tilskuere kiggede med i Farum.
