CIRKUSBYGNINGEN (ekstrabladet.dk): Der har næppe været mange penge at hente
hos bookmakerne, hvis man havde valgt at smide spareskillingerne efter Jorés
Okore som ’Årets Talent 2012’.
FCN-profilen var ellers i hård konkurrence med Viktor Fischer, Nicklas Helenius og Andreas Cornelius, men der var vel aldrig reel tvivl om, at Okore var manden, der skulle hædres.
Den bomstærke Nørrebro-dreng har på rekordtid gjort sig til hovedperson i dansk fodbold, og spørgsmålet er vel egentlig bare, hvornår udlandet kalder.
- Det ved jeg ikke. Når en klub vil købe mig, og FC Nordsjælland får et tilbud, så de vil sælge, fortalte Jorés Okore i sin takketale, hvor han uden falsk beskedenhed satte ord på ambitionerne.
- En topklub i en af de store ligaer, så jeg kan spille Champions League hvert år, lød det selvsikkert.
Og det er vel også kun et spørgsmål om tid, før han følger efter sin tidligere FCN-makker Andreas Bjelland og fortsætter karrieren udenfor landets grænser.
