Superliga-anfører flænser klubbens forhold: Der mangler jo alt!

Superliga-spillerne i OB får kritisable forhold stillet til rådighed, og i mange år har fynboerne ventet på, at der skulle ske forbedringer. De lader foreløbig vente på sig

TV: Se Kenneth Emil Petersen i klammeri med SønderjyskE-boss.

OB har måske de smukkeste omgivelser af alle 14 Superliga-klubber, men midt i idyllen i den fynske Ådal gemmer sig nogle forhold og faciliteter, som hører en anden tid til.

OB har længe ønsket sig bedre forhold for klubbens Superliga-trup, men det er en kompliceret sag, som også involverer klubbens amatørafdeling og Odense Kommune. Alle parter er enige om, at der skal gøres noget, men det næste skridt lader vente på sig.

Alt imens løber OB-spillerne rundt og kan næsten ikke tro deres egne øjne, når de ser de forhold, de bliver budt dag efter dag.

- Jeg tror, der er mange, som ville blive overraskede, hvis de kom en tur ned i Ådalen og så de forhold, vi har og skal præstere under. Hver gang vi er ude til 'Øens Hold' eller i pokalkamp mod de mindre klubber, kigger vi misundeligt på deres faciliteter. Vi har ret beset ikke noget her, som er noget værd udover nogle hyggelige omgivelser, siger anfører Kenneth Emil Petersen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Der mangler jo alt. Det virker til, at det er nogle beslutninger, som er svære at træffe rundt omkring. Jeg ved, at der bliver presset meget på fra klubbens side, men jeg ved også, det er beslutninger, der skal træffes højere oppe.

Kenneth Emil Petersen (tv.) er misundelig på faciliteterne i andre klubber. Foto: Ernst van Norde.
Kenneth Emil Petersen (tv.) er misundelig på faciliteterne i andre klubber. Foto: Ernst van Norde.

Kenneth Emil Petersen skiftede til OB fra AaB i sommeren 2016, og i mellemtiden har nordjyderne forbedret deres forhold markant. Det ser OB-anføreren misundeligt til.

- Vi havde katastrofeforhold i AaB, men der gjorde man en stor indsats, efter at Allan Gaarde kom til, og han var god til at forhandle en masse ting på plads. Hvis man vil have en facitliste til, hvordan nye faciliteter skal se ud, skal man bare tage en tur til Aalborg. De faciliteter, de har der, kan man kun blive misundelige på, lyder det fra forsvarsspilleren.

- Hvordan skal det helt konkret hjælpe jer om søndagen, når der er kamp, at I får bedre faciliteter?

-Det svarer til at gå ned i banken og få lavet et regneark, og din bankrådgiver sidder med en Commodore 64. Så er det svært at få lavet et regneark. Det samme gælder her, siger Kenneth Emil Petersen og tilføjer:

-Det nytter ikke noget, at vi nærmest ikke engang har et styrkecenter, hvor vi kan gå ned og træne, og jeg ved, det især er noget, de unge går meget op i. Vi har en gammel hal med et par redskaber, vi kan tage ud, og det nytter ikke noget. Vi lever af at spille fodbold, men det er svært at præstere, når tingene ikke er, som de skal være udenfor banen.

- Tror du, at spillere fravælger OB på grund af forholdene?

- Jeg undrede mig over, at jeg ikke fik en rundvisning, da jeg kom til klubben, men det gav ret god mening, at jeg først så forholdene, efter jeg havde skrevet under, siger Kenneth Emil Petersen med et grin og tilføjer:

- Det havde nu ikke haft nogen indflydelse som sådan, Jeg kunne godt se skriften på væggen i AaB, og jeg synes også, OB har noget at byde på, men hvis jeg kun gik efter forholdene, var jeg blevet i AaB. Vi sidder i et omklædningsrum, hvor der ikke engang er udluftning. Det er simpelthen så pinlige forhold, og det er ærgerligt for en traditionsrig klub som OB.

Kent Nielsens mandskab har ikke leveret kontinuerligt indtil videre i denne sæson. Foto: Tim Kildeborg Jensen.
Kent Nielsens mandskab har ikke leveret kontinuerligt indtil videre i denne sæson. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

OB venter, venter og venter
Anfører Kenneth Emil Petersen står ikke alene med kritikken af forholdene i OB. Tidligere har angriberen Rasmus Festersen skrevet en kronik i Fyns Stiftstidende, hvor han langer ud efter spillernes arbejdsbetingelser, og sportsdirektør Jesper Hansen har heller ikke lagt skjul på sine frustrationer.

Han går imidlertid bare og venter. Og venter. Og venter. Bolden er hos Odense Kommune.

- Det har været et forløb, som nu har stået på i over to år. Jeg ved, at der er møde i By- og Kulturudvalget ved Odense Kommune på tirsdag, og så håber jeg, at der bliver truffet en beslutning.

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg savner en afgørelse. Hvilke forhold ønsker man for fodboldflagskibet på Fyn?, spørger OB's sportsdirektør.

De signaler, kommunen har sendt, er, at man vil dem noget bedre, og derfor er der allerede bevilliget et tocifret millionbeløb til bedre forhold for Superliga-klubben og amatørafdelingen.

- Sammen med amatørafdelingen rettede vi første gang henvendelse i august 2015, og her lagde kommunen sig fladt ned. Der blev bevilliget 16 millioner kroner til forbedringer.

- Meldingen var dengang, at budgettet for 2015 var kørt, og det var lavet for 2016. Derfor kunne det først komme på tale i 2017. Her er vi så nu, og vi savner stadig svar, selv om pengene altså er blevet bevilliget, siger Jesper Hansen.

OB halser langt efter andre Superliga-klubber, når det kommer til faciliterer. Foto: Tim Kildeborg Jensen.
OB halser langt efter andre Superliga-klubber, når det kommer til faciliterer. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Han håber, at man snart kan finde en løsning, der tilgodeser både det professionelle setup og amatørafdelingen. Jesper Hansen lægger stor vægt på, at de to fortsætter med at stå hinanden nært.

- Vi deler lige nu forhold med OB's amatører, og der er fire-fem baner i Ådalen. Den ene er kun til Superliga-holdet, og så har vi en kunststofbane. Det vil sige, at de resterende to-tre baner deles af 800-900 medlemmer af amtørafdelingen.

- Det er ikke holdbart, men vi har et rigtig fint samarbejde med amatørafdelingen, og jeg håber, at vi også i fremtiden kan være tæt på hinanden, for det giver nogle gode mekanismer for en klub, at amatørerne og de professionelle er tæt på hinanden i hverdagen, lyder det fra sportsdirektøren.

Ofte tvinges OB væk fra rammerne i Ådalen i forsøget på at få det nogenlunde optimale ud af træningen. I den forbindelse rykkes Superliga-truppens træning til Dyrskuepladsen tæt ved Odense Universitetshospital.

- Men det er altså en dyrskueplads, som også bliver brugt til koncerter og som hundelufterplads. Desuden er det en meget åben plads, og det blæser altid rigtig meget.

- Det er udfordrende for en professionel fodboldspiller rent motivationsmæssigt at have sådanne forhold. Samtidig vil vi gerne prioritere de bedste talenter på Fyn, og det kræver også bedre forhold.

- Derfor er mit mål, at vi kan gøre klubben mere attraktiv og tilbyde nogle tidssvarende faciliteter. Faciliteterne i klubhuset i Ådalen er også af ældre dato, og det kan være, det kan komme på tale at renovere, selv om der er mange restriktioner på grund af åen.

- Der er rigtig mange klubber i Danmark, der har forbedret eller er i gang med at forbedre deres faciliteter, og der må vi simpelthen ikke blive hægtet af. Jeg vil meget hellere bruge penge på bedre faciliteter end en ny spiller, siger Jesper Hansen.

Men penge skal der altså også meget gerne komme fra Odense Kommune. Penge, som allerede er bevilliget.

- Der er i min verden helt åbenlyst gået politik i den, lyder det fra OB's sportsdirektør.

OB jubler efter en scoring mod Brøndby. Foto: Tim Kildeborg Jensen.
OB jubler efter en scoring mod Brøndby. Foto: Tim Kildeborg Jensen.

Odense Kommune forventer snarlig afklaring
Bolden ligger altså hos Odense Kommune, og her forventer man snart at kunne give OB det svar, som Jesper Hansen har efterlyst i mere end to år. Det omtalte møde på tirsdag skal meget gerne kaste lys over sagen.

- By- og Kulturudvalget får forelagt en beslutningssag på tirsdag den 26. september, hvor jeg forventer, de træffer en beslutning om fordeling af de afsatte midler til etablering af boldbaner, siger Martin Petersen, der er chef for Fritid og Kultur ved Odense Kommune.

- Hvorfor har det taget så lang tid at komme med et svar til Jesper Hansen?

- Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor Jesper mener, at han har måttet vente i to år, men noget af forklaringen kan evt. være, at bevillingen af pengene (16 millioner, red.) blev besluttet tilbage i 2016, hvor der forud igennem længere tid havde været en dialog om udfordringerne i Ådalen mht. at sikre de nødvendige forhold for OB's børn og unge, lyder det fra Martin Petersen.

Når pengene har været bevilliget i lang tid, hvorfor så ikke få dem ud at rulle og gøre gavn hurtigst muligt?

-Pengene er fordelt med henholdsvis 4,5 mio. kr. i 2017 og 11,5 mio. kr. i 2018, og pengene skal dække flere ting. Bevillingen skal tilgodese et behov for mere og samlet banekapacitet for OB, bedre forhold for damefodbolden samt renovering af en kunstgræsbane.

- I 2017 er kunstgræsbanen renoveret, arbejdet med flere baner til kvindefodbold er så småt i gang, og et område bliver opgraderet, så det kan bruges til boldbaner.

- Derfor er nogle af pengene allerede 'ude at rulle'. Vi kan dog ikke bruge de resterende 11,5 mio. kr., da de først bliver frigivet 1. januar 2018.

- Hvad er din holdning til forholdene i Ådalen?

- Jeg er bekendt med, at OB er pressede på baneforhold i Ådalen. Det er jo netop også derfor, at der er afsat penge til at finde en løsning til yderligere baner til OB's børn og unge, slutter Martin Petersen.

TV: Kent Nielsen efter nederlag: Det var kønsløst.

Se også: DBU støttede det store UEFA-flop

Se også: Stor mystik om Kessler-comeback

Se også: Har han været bedre? Se tallene bag Messis vanvittige sæsonstart

Cristiano Ronaldo kommer til at pryde coveret på FIFA 18. Foto: FUTHEAD. Plus Det skal du vide om FIFA 18

kommentarer
Vis kommentarer

 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen