En flok fodboldfans vandaliserede natten til mandag AutoC Park i Randers, hvor
Randers FC søndagf slog lokalrivalerne fra AGF med 2-1.
Og noget tyder på, at det var aarhusianere, der var på spil i Randers, for AGF-logoer var påmalet stolper og skilte, ligesom der var hældt benzin på græstæppet og brændt et 'AGF' ned i selve banen. Det skriver amtsavisen.dk.
- Vi kan se på overvågningsvideoen, at de er kommet ind på stadion ved 02-tiden ved at klatre over et hegn. Materialet er nu i politiets hænder, fortæller projektchef i Randers FC, Jesper Hansen, der vil lægge sig i selen for at få fjernet bogstaverne i grønsværen inden næste hjemmekamp den 13. august.
- Jeg har talt med gartneren, der vurderer, at græsset alene løber op i omkring 30.000 kroner, siger Hansen.
Klubben håber at finde nogen af de skyldige via overvågningen, så de kan få lov til at betale for udbedringen af skaderne.
- De skyldige kan se frem til en sigtelse for groft hærværk samt et erstatningskrav i omegnen af 100.000 kroner, hvis vi finder frem til dem, siger politikommissær Mogens Brøndum.
