Sårbare Randers opruster med ny angriber

Randers FC har fredag aften hentet en amerikansk angriber, der skal forstærke et sårbart Randers-angreb

1 af 1

Odds

Bookmaker
1
X
2

Seneste fodbold

Hent flere
 

Randers FC er den klub, der har rørt mest på sig i optakten til den kommende superligasæson. Det skete med fyringen af træner Michael Hemmingsen, som ellers har været med til at føre Randers op i Superligaen.

I stedet er den tidligere Randers-træner Colin Todd blevet midlertidigt hevet ind som ny træner. På transfermarkedet er det til gengæld gået mere stille for sig.

Men fredag aften forstærkede kronjyderne sig med den amerikanske angriber Charlie Davis, som er hentet til klubben på en to-årig kontrakt fra franske Sochaux.

Klubdirektør Jacob Nielsen, som har jagtet en ny angriber et stykke tid, er godt tilfreds med aftalen.

- Charlie Davies er en angriber med hurtighed, der har prøvet meget i sin karriere, og jeg er sikker på, at han vil passe ind i vores nuværende team af angribere.

- Jeg ser det også som en fordel, at han qua sit ophold i Hammarby, hvor han fik sit store gennembrud, kender til den skandinaviske mentalitet, siger Jacob Nielsen i en pressemeddelelse.

- Tiden i Sochaux blev lidt af et tilbageslag for ham på grund af et alvorligt biluheld, men da han i sidste sæson blev udlejet til DC United, viste han med sine mange mål, at han er kommet sig, fortæller Randers-direktøren.

Tidligere på ugen fortalte Jacob Nielsen i et interview med Ritzau, at klubben ledte efter en angriber.

- I bund og grund søger vi efter forstærkninger til alle kæder. Men pladsspecifikt føler vi os sårbare på den position, sagde Jacob Nielsen.

I den forgangne sæson var angriberne Frank Kristensen, Lasse Rise og Ronnie Schwartz ofte skadede og ukampdygtige, og det har fået Randers til at afsøge markedet efter en god angriber.

- Man kan aldrig få nok dygtige angribere forstået på den måde, at vi også har en høj skadefrekvens blandt de etablerede angribere.

- Det er både Frank, Lasse og Ronnie, som har været meget skadet, forklarede Jacob Nielsen og tilføjer:

- Det er ikke en garderings-spiller, vi leder efter. Vi leder efter en, der kan forstærke truppen. Det er altid målsætningen, når vi leder efter spillere. Ikke mindst i den situation vi står i som oprykker.

- Vi skal selvfølgelig gå efter at forstærke startelleveren, det er klart.

Charlie Davis indleder træningen hos Randers lørdag.

Det er Randers' anden forstærkning i denne uge. Den tidligere Randers-anfører Søren Pedersen har indstillet karrieren, og i stedet er venstrebacken Adama Tamboura fra franske FC Metz også hentet til klubben.

Randers har tidligere på sommeren sagt permanent farvel til Kasper Lorentzen, som er skiftet til FC Nordsjælland, som også lejede den offensive midtbanespiller i foråret.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Steffan Kærulf Frandsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik