Måske får han tændt op under holdkammeraterne, måske forøger han krisen og
skaber intern splid. Silkeborg-topscorer Marvin Pourie har i hvert fald
leveret noget af en optakt til dagens bundgyser, hvor Brøndby kommer på
besøg kl. 17.
Til bold.dk udtaler angriberen nemlig, at flere spillere har skuffet i denne sæson og navngiver sågar fire af dem.
- Spillere som Christian Holst og Jesper Bech, ja også Martin Svensson og Adeola Runsewe, har så meget potentiale, men de viser det ikke i øjeblikket. Det er skuffende. Vi har et godt hold, som jeg mener kan være i top fem i Superligaen, men som vi spiller i øjeblikket, er vi end ikke gode nok til at blive i Superligaen, siger Pourie til bold.dk.
Læs også: Se også: Eksperter: Brøndby favorit mod Silkeborg
Men hvorfor spillerne ikke lever op til deres potentiale, kan Pourie ikke forklare.
- Det er man nødt til at spørge de givne spillere om. Men det handler ikke om enkeltspillere, det handler om hele holdet, siger han til bold.dk.
Silkeborg indtager næstsidstepladsen i Superligaen med 11 point før dagens bundgyser mod Brøndby, der ligger sidst med ni point. I midtugen vandt Brøndby i DBU Pokalen med 3-0 over Silkeborg.
