Zorniger: Jeg ville elske at have FCK's økonomi

Brøndby smadrede titel-bejlerne fra Midtjylland 4-0 – men guldsnak og dansk mesterskab er absolut fyfy-snak på Vestegnen

Pukki bringer Brøndby på 1-0 mod Midtjylland

BRØNDBY (Ekstra Bladet): Sikken fest! 4-0 over det hold, mange eksperter har spået som den største udfordrer til mægtige FC København, og lørdag stod Ståle Solbakken så og talte om en svær omlægning, mange salg, 200 mio. kroner i kassen – men trætte stænger, slovakisk varme og ømme knæ efter hårdt slid på kunstgræs.

FCK lidt nede – Brøndby måske så meget på vej, at sæsonen ikke bliver lige så indlysende, som den netop afsluttede?

Dén galej skal Alexander Zorniger ikke ud at sejle med!

- Vi spillede med en masse energi mod bolden, og vi havde en masse spillere, der var i stand til ikke bare at lægge den afgørende aflevering – men også kreere målchancer og score mål. Efter 2-0 lignede FCM et hold, der vidste, det kunne blive en hård aften. Det var afgørende, vi ikke lukkede et mål ind til 2-1, siger tyskeren.

- Det var en god dag, konkluderer Alexander Zorniger med lige så meget jubel trukket ud over ansigtet, som havde han læst højt af Deutsche Bahns køreplan for Ruhr-distriktet.

- Det er samme niveau, vi havde i sidste sæson. Det var ikke specielt. Men det var måske mod den bedste modstander, vi har holdt det niveau – indtil nu. Sidste år startede vi også med en 4-0 sejr, og med al respekt for alle hold, så er FCM bedre, end Esbjerg var, siger Brøndby-træneren, efter hans hold har massakreret FC Midtjylland med 4-0.

Foto: Tariq Khan
Foto: Tariq Khan
 

- Vi kæmpede med at kontrollere. Tilskuerne kan bringe så meget energi, og så har vi tre offensive midtbanespillere, som er MEGET offensive. Vi vil have bolden hele tiden, og i perioder har du så måske ikke den defensive kontrol, du ønsker. Men de fire bageste gjorde det virkelig godt. Vi kan arbejde med det og finde en bedre balance, men set som en kamp, var spillet virkelig på et højt niveau, erkender han dog.

Men der er vel også en risiko for, at holdet opbruger energien?

- Ja, det er der. Kampene mod Midtjylland gør altid ondt, og det gør de stadig to-tre dage efter, så du har to muligheder: Enten finder du fem procent mere energi og vinder, eller du spekulerer for meget i at spare energi – og taber kampene. Og at tabe gør langt mere ondt end at miste energi. Jeg er overbevist om, at du kan spille denne form for fodbold over en hel sæson.

Er i kommet tættere på at kunne udfordre FC København?

- Ikke et godt spørgsmål i dag.

Nej? For tidligt eller hvad?

- Det var første game-day, det er jeg ret sikker på.

Jo, men Ståle Solbakken talte lørdag om udfordringen med at sælge spillere og bygge et nyt hold op. Måske…

- Jeg ville elske… Altså, jeg vil ikke sige, jeg ville elske at have hans spillere, men jeg ville elske at have deres økonomi til at lede efter nye spillere. Nogle af dem, de har købt, spillede ikke lørdag. FCK har temmelig meget kvalitet, og de vil finde deres niveau igen, det er jeg ret sikker på. De er mestre, de er pokalvindere, de er holdet med flest penge, de SKAL vinde mesterskabet!

Hvorfor vil du ikke forholde dig til muligheden for at udfordre FCK?

- Fordi det ikke er mit job at snakke om det, og disse spillere fra FC København begyndte ikke at spille fodbold i går – og jeg begyndte heller ikke at coache i går.

Men det handler vel også om de signaler, du ønsker at sende?

- Lad os tale om kampen i dag.

 Jo, men de signaler, dit hold sender i dag, er vel også temmelig overbevisende?

- Det var en god kamp, men det har intet med signaler at gøre, siger Alexander Zorniger.

Kasper Fisker mærkede for alvor medvinden fra de larmende fans i sin liga-debut for klubben.

- Det har jeg set frem til, det var superfedt og en god start. Det er sjovest, når de holder MED en – men jeg har nu altid elsket at spille på Brøndby Stadion, fordi stemningen er fed, og det er en oplevelse.

Du er vel enig i, at I leverede en magtdemonstration?

- Ja, det var det lige i denne ene kamp, men det er sindssygt vigtigt, at vi bliver ved med at arbejde benhårdt. Det er vigtigt, man ikke tror, det kommer af sig selv, og husker vi det, kan vi slå alle hold.

Du kom jo til Brøndby for at steppe lidt op…

- Jeg kan jo bare sige, at nu har jeg vundet over Midtjylland, og det kan jeg ikke huske, hvornår sidst er sket.

Men guldet er vel et mål?

- Selvfølgelig kan vi slå FCK i en kamp, men spørgsmålet er, hvordan det går over en hel sæson. På Brøndby Stadion skal vi kunne slå alle. Men jeg er trods alt 29 år, så ingen får mig til at sige, vi kan vinde guld, blot fordi vi har slået FCM 4-0, siger jyden og griner.

Se også: Brøndby smadrer FCM i magtdemonstration

Se også: Spillede for Brøndby - nu henter Esbjerg ham

Se også: Brøndby skal til Kroatien eller Bulgarien

kommentarer
Vis kommentarer

Mest læste i sport
Seneste i sport
 

Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen