Jeg bliver aldrig landstræner

Med fødselsdag juleaften burde basis for at drømme om store gaver være til stede hos Erik Rasmussen, men den 48-årige AGF-træner har så godt som opgivet drømmen om at blive landstræner.

– Jeg ville da gerne. Det ville være et fedt job, men det er ikke der, jeg har øjnene placeret nu. Jeg tror heller ikke, at jeg nogen sinde kommer i nærheden af at blive betragtet som potentiel landstræner af DBU.

– Fordi de mener, at du er for speciel?

– Ja, det vil jeg tro, og fordi jeg i perioder har lagt mig ud med nogle af DBU’s autoriteter.

Ydermere var Erik Rasmussen for nylig ved at dratte ned af stolen, da DBU’s generalsekretær Jim Stjerne Hansen i Tipsbladet bekendtgjorde, at landsholdet, uanset hvem den næste landstræner bliver, skal fortsætte med det nuværende spillesystem.

– I mine ører er det fuldstændig volapyk. Nu fik vi med sejren i Portugal genskabt den nødvendige eufori, og selvfølgelig skal man først og fremmest se på resultaterne.

– Kigger man bare lidt tilbage i tiden, må man konstatere, at vi ikke har været med ved de seneste to slutrunder, og at begejstringen over landsholdet vist ikke var speciel stor.

– Derfor forstår jeg overhovedet ikke, hvordan man så skråsikkert kan sige, at vi bare skal fortsætte på samme måde.

– Og sådan en udmelding er da endnu en grund til, at jeg med min måde at spille på ikke skal håbe på noget.