BRØNDBY (ekstrabladet.dk): Landstræner Morten Olsen har indledt
forberedelserne på en plads ved VM-slutrunden i Brasilien om to år.
Første test bliver opgøret på onsdag mod Slovakiet i Odense, hvor Danmark spiller den sidste testkamp, før den første VM-kval-kamp mod Tjekkiet i Parken 8. september.
Landtræneren havde tre mulige debutanter i sin trup til den kamp - Lasse Vibe, Jesper Juelsgård og Nicklas Helenius.
- Vi vurderer lige nu, at Nicklas Helenius er den bedste angriber, når Nicklas Pedersen er skadet, siger Morten Olsen, der også har været imponeret over Lasse Vibes præstationer.
- Han er kommet sent i gang, men har speed og er målfarlig. Han er en spændende type, forklarer landstræneren.
Fra den trup på 23 spillere, som Morten Olsen havde med til EM, fik 15 spillere genvalg. Christian Poulsen var ikke med. Han har indstillet landsholdskarrieren. Derudover er der heller ikke plads i truppen mod Slovakiet til Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Kahlenberg, Nicklas Pedersen, Simon Poulsen, Michael Silberbauer og Dennis Rommedahl.
