Mens de danske landsholdsspillere i fodbold skal spille venskabskamp mod
Slovakiet i Odense, må Spaniens spillere på en helt anderledes tur for at få
overstået deres venskabskamp i midtugen.
Omkring 13.000 kilometer må de spanske stjerner rejse for at spille mod verdens 134. bedste landshold - ifølge det internationale fodboldforbunds verdensrangliste - og dermed er spillerne ikke tilbage før torsdag. Kun to dage inden den spanske liga går i gang.
Og det irriterer både medier og spillere. Den normalvis diplomatiske Andrés Iniesta er irriteret.
- Det bliver ikke nogen behagelig kamp for os - for at sige det mildt, siger Iniesta ifølge nyhedsbureauet dpa.
Siden Barcelona-spilleren scorede det afgørende mål i VM-finalen 2010, har det spanske fodboldforbund tjent gode penge på venskabskampe, og kampen onsdag er den femte venskabskamp på den anden side af Atlanten siden 2010.
Læs også: Se også: Kæmpe brasiliansk nedtur i OL-finalen
Den catalanske avis Sport skriver, at kampen mod Puerto Rico 'ikke er god for noget', mens radiostationen RAC-1 betegner den som 'fjollet og meningsløs'.
De spanske landsholdsspillere fra La Liga har et tæt program med både klub- og landshold - særligt efter sejre i tre slutrunder i træk. Nacho Monreal fra Málaga er eksempelvis den eneste spiller i truppen mod Puerto Rico, som ikke var med, da Spanien vandt EM-slutrunden.
Til gengæld er hverken Xavi, Carles Puyol eller tilbagevendte David Villa fra FC Barcelona med. Det samme gælder Javi Martinez, Juan Mata og Jordi Alba, som alle spillede med i OL-turneringen efter EM.
