ODENSE (ekstrabladet.dk) Første halvleg så fornuftig ud, da Tobias Mikkelsen
bragte Olsens drenge foran 1-0. Målet var flot sat ind fra kanten af feltet,
men der var også lidt held med i spillet op til målet.
- Der var lidt held med i spillet, indrømmer Tobias Mikkelsen, der blev dansk målscorer efter en snes minutter.
- Daniel Agger sender en lang bold frem efter Nicklas Bendtner, tror jeg, og så er der en slovak, der forsøger at cleare – men den rammer mig, og så sparker jeg den ind, lyder den simple forklaring på dén kasse.
Læs også: Se også: Nikolaj Stokholm: Det var mit ansvar
Den tidligere FCN-spiller var såmænd tæt på at nette yderligere en gang efter pausen, da han først løftede bolden over en modstander og derpå trykkede af med venstrebenet.
- Men jeg kunne godt mærke, den lige fik en anelse for meget, siger Tobias Mikkelsen, der var passende tilfreds med sin egen indsats.
Holdets nedtur efter pausen forklarede han sådan:
- Jeg synes, vi går for meget ned i tempo, laver for mange fejl og mister for mange bolde, og så er slovakkerne jo et godt mandskab, man ikke skal give så meget rum. Det vil de selvfølgelig udnytte – og det gjorde de.
