Han er ikke en mand, der let stiller sig tilfreds, ham Franz Beckenbauer. Selv
ikke tre sejre og maksimum point i 'dødens gruppe' under EM, er nok for den
krævende tysker, så efter sejren over Danmark langede han ud efter sine
landsmænd på banen.
- Jeg troede, det ville være lettere mod Danmark, der jo ikke ligefrem er opfinderen af fodbolden, lød den noget harske kommentar fra fodboldlegenden.
- Men vores hold spillede ikke godt nok i anden halvleg. De afleverede og afleverede, men det var ikke det vigtige.
- Der skal også komme afslutninger - også fra midtbanen, siger der Kaiser til Bild.
Og den gamle tyske landsholdsmotor fortsætter gavmildt med at øse ud af de gode råd.
- Alle spiller den bare rundt i stedet for at skyde. Det er nødt til at blive bedre mod Grækenland, tordner Beckenbauer.
- Hvis vi skal blive Europamestre, er vi nødt til at løfte os.
