Efter tre solide præstationer i det danske mål ved EM i fodbold bør Stephan
Andersen fortsætte som ny førstemålmand.
Det mener i hvert fald fodboldekspert og tidligere superligatræner Erik Rasmussen.
- Stephan Andersen må være foran nu. Han har bevist mod rigtig gode modstandere, at han er i stand til at løfte opgaven, så jeg vil som udgangspunkt mene, at han skal spille sig af.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville give ham chancen. Sådan ville jeg gøre som træner, siger Erik Rasmussen om valget af målmand til den kommende VM-kvalifikationskamp i september mod Tjekkiet.
Læs også: Se også: UEFA: Stephan A. er EM's bedste målmand
Den danske Evian-målmand blev valgt til målmandsposten af landstræner Morten Olsen umiddelbart før slutrunden i Polen og Ukraine, da landsholdets mangeårige førstevalg i målet, Thomas Sørensen, var småskadet.
Også Silkeborgtræner Keld Bordinggaard, som er tidligere U21-landstræner, har været imponeret over Stephan Andersen.
- Hvis Stephan Andersen fortsat får spilletid i Evian, så har han i hvert fald vist her, at han har roen, efterhånden også erfaringen og bestemt kvaliteterne til at være førstemålmand.
- Der er vi i en rigtig fornem situation lige nu, at vi også med en Anders Lindegaard stående lige bag dem har flere af vælge imellem, siger Keld Bordinggaard.
Læs også: Se også: Bedste danske målmænd i 30-40 år
Silkeborgtræneren har dog stadig fidus til Thomas Sørensens evner som comeback-kid.
- Jeg vil ikke afskrive Thomas Sørensen, for jeg kender ham som en ambitiøs målmand, der kan sætte sig store mål, og han har i karrieren formået at sparke døren ind igen. Så har han fortsat mod på det, så vil han gå benhårdt efter det, siger Keld Bordinggaard.
