Danmarks spydspids Nicklas Bendtner har gjort en særdeles god figur under EM.
I hvert fald hvis man skal tro på UEFA's statistik, som bruges til at rangere spillerne på en skala fra et til 10 efter hver kamp ud fra et system, hvor der bl.a. kigges på succesfulde afleveringer, tacklinger, mål, assists og redninger.
Bendtner har scoret to mål og lavet et assist i sine tre gruppekampe, og det bringer ham helt op på en syvendeplads på listen med et gennemsnit på imponerende 9,32. Ikke dårligt for 'Big Ben', der lige nu er på klubjagt.
Målmand Stephan Andersen og Brøndbys midtbaneslider Michael Krohn-Dehli klarer sig også hæderligt, men derfra ser der sandt for dyden ikke kønt ud for danskerne.
Læs også: Se også: UEFA: Stephan A. er EM's bedste målmand
Daniel Agger, som har fået mange roser med på vejen for sin indsats i midterforsvaret, ligger eksempelvis på en fesen 176.-plads på ranglisten, der kaldes Castrol EDGE Index. Helt galt ser det ud for dårligste dansker, Lasse Schøne, som med sine 3,96 ligger på en 252.-plads.
Listen toppes af Ronaldo, som spillede exceptionelt mod Holland, og i øvrigt endnu bedre mod Tjekkiet torsdag aften, men den kamp er ikke engang medregnet i hans suveræne score på 9,68.
I hælene på ham er Spaniens midtbane-geni David Silva med 9, 60 og Ruslands mega-talent Alan Dzagoev med 9,53.
Danskernes placering:
7: Bendtner - 9.32 - Arsenal
33: Stephan Andersen - 8.49 - Évian
54: Michael Krohn-Dehli - 8.00 Midfield Brøndby
121: Simon Poulsen - 6.72 - AZ Alkmaar
138: Simon Kjær - 6.41 - Wolfsburg
149: Lars Jacobsen - 6.21 - FC København
156: William Kvist - 6.09 - Stuttgart
157: Christian Eriksen - 6.07 - Ajax
160: Niki Zimling - 6.01 - Club Brügge
176: Daniel Agger - 5.72 - Liverpool
186: Jakob Poulsen - 5.53 - FC Midtjylland
198: Dennis Rommedahl 5.29 - Brøndby
222: Tobias Mikkelsen - 4.78 - FC Nordsjælland
249: Christian Poulsen - 4.06 - Évian
252: Lasse Schøne - 3.96 - NEC
