KIJEV (ekstrabladet.dk): Den engelske landsholdsanfører Steven Gerrard vil
ikke snuppe favoritværdigheden i søndagens EM-kvartfinale mellem England og
Italien. Men han vil heller ikke gi’ den til italienerne.
- Jeg vil sige, at det er 50/50. Vi er klar over, hvor stor kampen er, og hvad der kræves af os. Atmosfæren i truppen er fantastisk, og troen er der.
- Det er vigtigt, at vi griber muligheden, for den kommer ikke så ofte. Vi vil vise alle tvivlerne og alle vores kritikere, at vi er gode nok til at spille op med de bedste, sagde Liverpool-spilleren.
Hold øje med Mario
Han havde travlt med at rose italienerne. Særligt Mario Balotelli fik mange
pæne Steven Gerrard-ord med på vejen på Det Olympiske Stadion i Kijev:
- Balotelli er excellent. En farlig spiller, som vi skal holde ekstra godt øje med. Vi ser ham lave mål og lægge op til scoringer uge efter uge i Premier League.
- Flere af vores spillere kender ham særdeles godt, og forhåbentlig har de godt styr på ham i morgen aften.
Hart bliver den bedste
Én af de spillere er Manchester City-målmand Joe Hart. Han har stået en fin
slutrunde hidtil og skal formentlig ha’ en stor aften i Kijev, hvis England
skal videre til et semifinalemøde med Tyskland.
- Joe Hart er en af de bedste målmand i verden, og på et tidspunkt bliver han den bedste. Han har leveret fantastisk præstationer og skal præstere på sit ypperste i morgen.
- På et tidspunkt i løbet kampen bliver han tvunget til at levere en fantastisk redning, og det er vi sikre på, at han vil gøre, sagde Steven Gerrard på pressemødet i Kijev.
England og Italien mødes søndag kl. 20.45 - og den kamp kan naturligvis følges her på ekstrabladet.dk.
