Persondata politik

Martin Jørgensen har mest fidus til Italien

Den tidligere Fiorentina-spiller Martin Jørgensen roser Italiens landstræner for at have skabt et nyt hold.

Fodbold Mest læste

Seneste i Fodbold

EKSTRA Sport og spil

 

Italien har ved det igangværende EM overrasket med en offensiv spillestil, mens publikum tilsyneladende er kørt træt i spaniernes voldsomme boldbesiddelse.

Siden Cesare Prandelli i 2010 blev præsenteret som Italiens nye landstræner, har holdets spilkoncept undergået en bemærkelsesværdig forandring.

Det mener Martin Jørgensen, som har spillet i Italien det meste af karrieren, herunder fem år under Cesare Prandellis ledelse i Fiorentina.

Han har mest fidus til italienerne i aftenens finale, hvor verdensmestrene Spanien ellers af mange ville være regnet som favorit inden turneringen.

- Italien spiller en anelse mere direkte, og Spanien har den ulempe, at alle hold efterhånden ved, hvordan de spiller. Det kan blive et problem for dem i finalen.

- Omvendt er Italien med Prandelli et helt nyt hold, og derfor kan de stadig overraske, siger den 36-årige nuværende AGF-spiller, som er stor fan af sin tidligere træner og den måde, han tænker fodbold på.

- Jeg synes, det er den helt rigtige måde at spille fodbold på, fordi resultaterne også følger med. Han tænker offensivt og originalt og er en dygtig chef. Han holder en vis distance, men er også god til at lytte til holdet, siger Jørgensen.

Særligt Prandellis evne til at håndtere de mere iltre spillertyper - som eksempelvis den altid kontroversielle Mario Balotelli - ser Jørgensen som en af trænerens helt store forcer.

- Prandelli har slet ikke noget imod de der skæve typer, fordi han er af den overbevisning, at det også er dem, der kan afgøre kampene.

- Han er rigtig god til at tale med dem og få dem til at føle sig vigtige, fordi det er jo det, de gerne vil. Men også at forklare dem, at de er nødt til at spille for holdet for at få den personlige succes, som de jo går og drømmer om, siger Martin Jørgensen.

Finalen spilles i ukrainske Kijev og går i gang klokken 20.45.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu: Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik