EM 2012

Adiós amigo

Cristiano Ronaldo hånet da Spanien vandt EM's første semifinale over Portugal efter straffesparkskonkurrence

  • Ronaldo nåede ikke at sparke i straffesparkskonkurrencen. Da det skulle have været hans tur, var finaledrømmen allerede knust. (Foto: AP)
« Forrige
Ronaldo nåede ikke at sparke i straffesparkskonkurrencen. Da det skulle have været hans tur, var finaledrømmen allerede knust. (Foto: AP)
1 af 3
Næste »

Seneste fodbold

Hent flere

Mest læst i fodbold

Hent flere

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 

DONETSK (Ekstra Bladet): Messi, Messi, Messi…

De spanske tilhængere messede deres hån, så det rungede på hele Donbass Arena. Og sikkert også inde i Cristiano Ronaldos portugisiske hoved. Messi, Messi, Messi.

Han slipper aldrig for at høre det navn. Det dukker altid op. Selv i det østlige af det østlige Ukraine.

Den 27-årige portugisiske anfører lukkede øjnene og gemte så sit ærgerlige ansigt i hænderne.

Han vidste det, vi vidste det, de vidste det. Det var chancen. Oppe på det femstjernede stadions storskærme fortalte de blinkende tal, at vi var i sidste minut af den ordinære spilletid af EM-semifinalen mellem Spanien og Portugal.

Læs også:

Se også: Spanien i finalen efter flad fest

0-0 stod der, og Raul Meireles stormede ned mod Iker Casillas mål.

Portugal havde fanget Spanien, var i overtal, og Chelsea-manden spillede naturligvis Cristiano Ronaldo lige uden for det spanske felt. Tid havde han nok af, plads havde han nok af.

Han sigtede, fyrede af. Over. Igen.

Messi, Messi, Messi, lød det straks fra de spanske fans nede bag det mål, hvor Ronaldo skulle have afgjort EM-semifinalen.

Kun talt om Ronaldo
Det havde verdens bedste spiller gjort, men mod Spanien var Cristiano Ronaldo ikke verdens bedste. Ej heller verdens næstbedste.

Ronaldo var blot en spiller, hvis skuldre havde mere end svært ved at bære de tonstunge forventninger fra over ti millioner portugisere.

Han ville så gerne have vist dem, have vist spanierne, alle os andre og selvfølgelig lille Lionel Messi, hvad han kan. Vi så det aldrig.

På de to pressekonferencer forud for semifinalen i Donetsk blev der ellers stort set kun talt om ham.

Spanierne blev spurgt, hvordan de ville stoppe Ronaldo. Portugiserne, hvordan Ronaldo ville stoppe Spanien.

På den ene side stod et hold, på den anden et jeg. Spanien-Portugal var egentlig Spanien mod Ronaldo. Det var i de sene aftentimer i den ukrainske mineby, at vi endelig skulle ha’ svar på det spørgsmål, der er blevet stillet så mange gange de seneste dage:

Var Cristiano Ronaldo det stykke fodboldkryptonit, der skulle til at pille kraften ud af de spanske supermænd?

Stolpe ind
Svaret fik vi. Nej.

Ronaldo var ikke manden, der stoppede de spanske verdens- og Europamestre.

Han stod i midtercirklen og så, hvordan det var stolpe ind for Spanien, da Cesc Fàbregas satte det femte spanske straffespark ind bag Rui Patricio i det portugisiske mål.

4-2 til Spanien og så nåede Ronaldo ikke en gang at stå ansigt til ansigt med Iker Casillas.

Han skulle have sparket Portugals sidste spark, men kunne i stedet vende sig om og træt placere hænderne på sine hofter. Nej, det blev aldrig hans aften.

Ikke en gang i straffesparkskonkurrencen fik han lov at vise sig frem…

Arbeloa i haserne
I selve kampen havde den spanske højre back, Álvaro Arbeloa, ganske godt styr på sin langt mere berømte holdkammerat fra Real Madrid.

Der gik et ellers et forventningens sus igennem Donbass Arena, hver gang Ronaldo fik bolden, men ofte var det med Arbeloa lige i haserne, og den portugisiske anfører afslutninger var uden det sædvanlige bid.

Han fik ellers flere af de frisparksmuligheder, som han plaffer ind i Real Madrid. I Portugals hvide lykkedes det ikke.

Ronaldo kunne ikke, og det kunne andre heller ikke på Donbass Arena.

Der blev trillet og trillet. Tacklet og tacklet. Men store chancer var der ikke mange af i det intense naboopgør. Og da Ronaldo fik den største af de få i den ordinære kamp, fejlede han og fik straks dommen: Messi, Messi, Messi… Iniesta, Navas og Pedro kunne alle have vundet kampen for det dominerende spanske hold i den forlængede spilletid, men der skulle ni straffespark til, før de endelig kunne synes Y Viva España og juble over endnu en finale, mens Ronaldo langsomt traskede ud af Donbass Arena og ud af EM.

Adiós amigo!

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Søren Lauridsen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik