Eriksen i opsigtsvækkende interview: Bliv nu professionelle, DBU!

Eksklusivt interview:- DBU siger ét og gør noget andet, vi savner mere professionel tilgang til sundhedssektoren og til den kost, vi får, så vi kan fokusere på at vinde fodboldkampe, siger Christian Eriksen

05:19
Ekstra Bladets sportsredaktør Allan Olsen kommenterer sagen.

Der hersker reelt uorganiserede tilstande omkring sundhedssektoren på det danske fodboldlandshold.

DBU har ét behandlerteam til landsholdet, men Ekstra Bladet kan nu fortælle om en udvikling, hvor spillerne hyrer deres egne behandler ind i landsholdslejren, så de får den behandling mellem træning og kamp, som de føler er bedst og har tillid til.

Landsholdsspillerne er ofte overraskede og chokerede, når de kommer hjem fra deres klubber rundt i Europa. Det er de, fordi de skal bruge tid på ting, som i forvejen burde være en selvfølge, når vi taler et setup for et landshold.

DBU savner en langt mere professionel tilgang til arbejdet i sundhedssektoren og samtidig er der alt for lidt fokus på den kost, som spillerne får, når de er samlet i landsholdslejren.

Det er den opfattelse som landsholdets største profil Christian Eriksen nu står frem og fortæller om i et opsigtsvækkende interview her i Ekstra Bladet.

Behandlingen er old school
- Behandlingen af spillerne i sundhedssektoren er lidt old school. Fodbolden har udviklet sig og der er også på den front sket en modernisering. Det handler i dag ikke bare om at smøre en spiller ind i olie. Der er brug for individuel behandling af spillerne.

- Generelt savner jeg en mere professionel tilgang til tingene, når vi er samlet i landsholdslejren, siger Christian Eriksen til Ekstra Bladet.

Han pointerer, at det ikke skal opfattes som en kritik af dem, der i dag befinder sig i landsholdets behandlerteam. Anken går mod hele sundhedssektorens setup, som må være et ansvar for DBUs ledelse.

Man skulle mene, at Christian Eriksen ved, hvad han taler om. Han har spillet flere år i Ajax og siden sommeren 2013 i Tottenham. På landsholdet kom han første gang med i marts 2010 og har altså snart spillet syv år i den rødhvide trøje.

Det er sådan her, vi helst vil se Eriksen omkring landsholdet. Foto: Lars Poulsen
Det er sådan her, vi helst vil se Eriksen omkring landsholdet. Foto: Lars Poulsen
 

- Hvad har I sagt til DBU om de problemer, du her bringer op?

- Vi har fortalt dem flere gange, hvordan vi ser på tingene. Men der sker ligesom ikke noget. De siger ét og gør noget andet.  Spillerforeningen og spillerrådet har bragt løsningsforslag frem, men de vælger noget andet, siger Christian Eriksen og pointerer:

- For os handler det om optimale forhold, så vi kan præstere på banen. Det er ofte de små detaljer, der kan have stor betydning for resultaterne på banen, fastslår han.

- Hvem holder I møder med?

- Vi holder tilsyneladende ikke møde med dem, der kan træffe beslutninger i DBU. Vi føler, at de fuldstændig tilsidesætter vores ønsker og behov. Det kan godt være, de lytter, når vi i starten af en landsholdssamling har møde med DBU, men de handler ikke derefter. Lige nu er det derfor svært at bevare tilliden til DBU, fastslår han.

Den melding er helt i tråd med, hvad Simon Kjær og William Kvist fortalte mandag i Jyllands-Posten, hvor de kritiserede DBU for at holde møder uden indhold. De slog også fast, at dele af DBU ikke arbejder for landsholdet kommer til VM i Rusland.

Betaler selv for behandler
Situationen på landsholdet har udviklet sig i sådan en retning, at spillerne nu selv betaler for at få deres egen behandler i landsholdslejren i Helsingør. Thomas Jørgensen fra Protreatment har den seneste tid været flittig gæst i landsholdslejren, hvor han er fast behandler for blandt andre Simon Kjær.

- Rigtig mange benytter Thomas (Jørgensen, Protreatment), og han har gennem længere tid været i landsholdslejren, hvor han har behandlet de spillere, han samarbejder med, siger Christian Eriksen, der ikke bruger Thomas Jørgensen, men har en behandler fra tiden i Amsterdam, som han selv har haft med i landsholdslejren.

- Når vi taler behandling til spillerne, burde de bedste stå til rådighed for at optimere forholdene. Det er ofte den slags ting, der kan være med til at gøre en forskel, påpeger Christian Eriksen, der har svært ved at forestille sig, at det er et økonomisk spørgsmål for DBU.

   
                                                                     

DBU-boss:

Vi gør et godt stykke arbejde

Jakob Høyer, DBUs kommunikationschef, er ærgerlig over, at landsholdsspillerne offentligt kritiserer unionen i de her dage. Mandag var det i Jyllands-Posten, hvor William Kvist og Simon Kjær stod frem.

Nu er det Christian Eriksen, der her i Ekstra Bladet kommer med konkret kritik af landsholdets sundhedssektor og den kost, spillerne får, når de er samlet.

- Jeg ønsker ikke at diskutere landsholdsspillerne arbejdsforhold i medierne, siger Jakob Høyer, der svarer, fordi direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller er travlt optaget af møder mandag aften.

- Men vi har en erfaren stab, som i årevis har arbejdet med behandling, kost og logi. Det er mit indtryk, at de gør et rigtig godt stykke arbejde. Og det har de gjort gennem 20-30 år. Men det er klart, at vi hele tiden kan blive bedre, siger Jakob Høyer.

- Vil du ikke forholde dig til den kritik, som Christian Eriksen rejser mod manglende professionalisme?

- Den dialog tager vi direkte med spillerne. Men jeg kan – uden at gå i detaljer – sige, at der er ændret på et par forhold, som spillerne har påpeget.

- Men Christian Eriksen fremfører også, at der ikke er nogen beslutningstagere fra DBU til møderne?

- Selvfølgelig er der altid beslutningskraft til stede, når vi holder møder med spillerne, pointerer han.

- Hvad er din holdning til, at spillerne kommer ud med frustrationerne i det offentlige rum?

- Det er ærgerligt, at spillerne ikke siger tingene direkte til DBUs direktør (Claus Bretton-Meyer) eller til andre ledende personer i DBU, siger Jakob Høyer.

Interaktivt element

  Se også: Forstå balladen: Derfor er Kjær, Kvist og Eriksen i krig med DBU

Se også: Landsholds-profiler i voldsomt angreb på DBU-top

Foto: TV3 Sport Ekstra Bladet+ Her er de 25 mest magtfulde i dansk fodbold

Landsholdsspillerne kritiserer DBU for manglende professionalitet. Hvad synes du om sagen?

Se resultat

Landsholdsspillerne kritiserer DBU for manglende professionalitet. Hvad synes du om sagen?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen