DBU nedtoner virus-panik: Sådan er status for U21-landsholdet

U21-landsholdet har været ramt af virus før åbningen på EM-slutrunden

Jeppe Højbjerg er en af dem, der har døjet med maveonde. Foto: Lars Poulsen
Jeppe Højbjerg er en af dem, der har døjet med maveonde. Foto: Lars Poulsen

KRAKOW (Ekstra Bladet): Danmarks drømme om U21-succes ved EM har fået et lille knæk halvandet døgn før åbningskampen mod Italien.

Ifølge BT er en større del af truppen ramt af maveonde og de raske spillere er nu blevet skarpt adskilt fra resten af truppen for at hindre sygdommen i at sprede sig yderligere.

Målmand Jeppe Højbjerg var første spiller til at bukke under for sygdommen, som landstræneren ikke virkede synderligt bekymret over, da han orienterede pressen om det inden træningen fredag.

- Jeppe Højbjerg har et mindre maveonde, men han træner igen i morgen, forsikrede landstræneren om i går.

Ekstra Bladet spurgte til om der var mistanke til maden ved den lejlighed, men landstræneren havde ikke noget bud på, hvad der havde forårsaget mave-problemerne for Jeppe Højbjerg.

OPDATERET KL: 14.40:
DBU er lørdag eftermiddag kommet med en melding om, at problemerne langt fra er så omfattende, som det ellers kunne fremstå. I en mail fra unionen påpeges det, at der ved lørdagens træning kun vil mangle to spillere.

- 21 spillere møder op til officiel træning i aften på kampstadion Marszalek Pilsudski, men DBU bekræfter for at undgå yderligere spekulationer, at enkelte spillere har lidt af et maveonde, og derfor har man valgt at separere spillerne ved at give enkeltværelser til alle. Det sker for at forhindre en evt. spredning af det, der fra DBU’s læge Jesper Petersen vurderes til at være en virus, meddeler DBU.

Danmark spiller i morgen aften mod Italien, der kommer til slutrunden med et superstærkt landshold anført af AC Milan-målmand Gianluigi Donnarumma.

Skal Danmark have bare antydningen af en chance i den kamp, så er det vigtigt at alle spillere er på toppen.

OPDATERET KL 17.52 (via Ritzau):
- Vi forventer, at alle spillere er klar til i morgen. Vi har to spillere med små maveproblemer, men vi forventer også, at de to er klar til i morgen. Alle andre spillere har det godt, siger Niels Frederiksen.

De to spillere er Jakob Blåbjerg, der har været holdets faste venstre back, og Rasmus Nissen, der primært har stået i skyggen af Frederik Holst på pladsen som højre back.

Ved fredagens træning var målmand Jeppe Højbjerg fraværende på grund af et maveonde, men han er med ved lørdagens træning.

- Vi vurderer, at det tager cirka 12 timer, før de to spillere er klar igen. Det var det, vi oplevede med Jeppe Højbjerg, som er fuldstændig klar igen og træner i dag.

- Han har spist hele dagen, og han spiste allerede i går sidst på dagen, så det er ikke noget slemt, siger Niels Frederiksen og uddyber om de to spillere hjemme på hotellet:

- Blåbjerg har haft en nat, hvor han ikke har sovet så meget, så derfor holder vi ham hjemme, selv om han er ved at være frisk. Rasmus Nissen halter måske lige et par timer mere, siger Niels Frederiksen.

Det vides ikke, hvordan virussen er kommet ind på det danske hold, men nu har man taget foranstaltninger for at undgå den i at sprede sig yderligere.

- Det er formentlig noget virus, og derfor har vi gjort det, at vi har delt spillerne op på enkeltværelser for at forhindre, at det kan sprede sig yderligere.

- Vi har sagt til spillerne, at de ikke må kysse hinanden og så videre. Så jeg føler, at der er fuldstændig styr på det, siger Niels Frederiksen.

Danmark-Italien begynder klokken 20.45 søndag aften.

Spansk fodbold - 17. jun. 2017 - kl. 10:19 Ronaldos exit-rygte gløder: Ny detalje vækker opsigt

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen