Barnlig boykot!

Ekstra Bladet har kaldt landsholdet det ringeste i 30 år og fortryder på ingen måde. Spillernes fornærmede aktion efter mirakelsejren i Portugal er komplet latterlig

09:48 - 11. sep. 2008 | Allan Pedersen

HVILKET VANVID. Hvilken genopstandelse.

Jeg kan ikke erindre at have oplevet noget lignende med det danske fodboldlandshold.

Hvor herligt! Hvor skønt!

DESVÆRRE BLEV en stor del af min begejstring hurtigt skudt ned.

Den presseboykot, som spillerne iværksatte i kølvandet på triumfen, var en nedtur, der er så langt under lavmålet, at den kun kan betegnes som både barnlig og komplet latterlig.

Efter at have leveret noget af de smukkeste, vi har set på grønsværen i fire år, leger man fornærmede skoledrenge på en måde. Det vidner om mangel på format.

KRITIKKEN HAR VÆRET hård op til denne landskamp. Jeg har selv kaldt landsholdet det ringeste i 30 år og fortryder på ingen måde. For kigger man på præstationerne siden 2004, har elendigheden stået forrest. Glæderne har været meget små.

Men sådanne betragtninger er åbenbart ikke velkomne for denne gruppe, hvorfra vi blandt andet sidste efterår hørte følgende dumme citat fra Dennis Rommedahl:

– Vi burde med til EM på et wildcard. Så godt spiller vi...

Det sætter en tyk streg under en totalt misforstået selvopfattelse, der er milevidt fra virkeligheden. For dårligt spil, dårlige resultater var, hvad vi så i den kvalifikation. Og den absolutte bund blev nået i 2. halvleg mod Ungarn i lørdags.

DERFOR ER DER I DENNE sag ikke sagt ét eneste kritisk ord for meget. Det bør spillerne og deres træner forstå.

Og jeg håber meget på, at de i dag vågner op til en mere realistisk indgang til tingene, når de har fået sovet på dumheden. Men det er nok for meget at håbe.

Storhedsvanvid bliver måske drivkraften frem over for denne flok spillere, men det vil være klogt at spise brød til – og så forstå, at kritik er en del af hverdagen, når man er højt betalt professionel fodboldspiller.

PÅ SAMME MÅDE som ros er det, når varen leveres. Det blev den i aftes på José Alvalade Stadium. Og den blev meget større, end jeg havde troet på, den kunne blive.

Et totalt forvandlet dansk landshold.

Trods-reaktionen kom – og den kom med fynd og klem. Det synes jeg er format.

Og afslutningen blev så hæsblæsende, så medrivende, at jeg dårligt kan huske fortilfælde.

HVAD KAN MAN forlange mere.

Spillernes barnlige opførsel efter kampen rokker ikke ved, at indsatsen på grønsværen generelt var fyldt med så mange lyspunkter, at VM i Sydafrika nu pludselig synes at være kommet meget nærmere.

Det ville vi gerne have haft spillerne til at sætte ord i denne avis, men sådan bliver det altså ikke.

Så vi nøjes med at konstatere, at den helt store tillægsgevinst – ud over de tre gyldne points – var, at vi fik Christian Poulsen tilbage i den gamle velkendte rolle. Stjernerollen, der gør ham til en af de mest eftertragtede spillere i Europa.

Forvandlingen fra alt for meget boldflytter til en gigant var storslået.

Hans indsats var ren verdensklasse. Veldisponeret defensivt og meget kreativ i det offensive – og som flødeskummet på lagkagen kom så udligningen til 2-2 på et indlæg fra Daniel Jensen, for hvem kampen blev en forvandling fra skurk til helt.

I 1. HALVLEG BLEV han kørt ud af banen af den portugisiske superstjerne Deco, der styrede næsten alt i de første 45 minutter. Heldigvis indså Morten Olsen – lidt sent efter min smag – at det var nødvendigt at ændre fra 2. halvlegs start, så Poulsen fik opgaven.

Ærgrelse over spillernes reaktion skal ikke forhindre mig i at give udtryk for håb om, at dette er begyndelsen til en ny æra. Men en endelig dom kan først fældes, når vi ser lignende præstationer.

Og ingen skal i sejrens bittersøde stund glemme, at Portugal i 2. halvleg kunne have blæst os ud af banen og have afgjort kampen, inden de åbnede døren til den fantastiske og medrivende afslutning.

Læserne kan stille spørgsmål og diskutere med fodboldredaktør Allan Pedersen og sportsredaktør Allan Olsen her på ekstrabladet.dk klokken 12.