SMS Tip

Leon er fremtiden - ikke nutiden

Midterforsvaret med Daniel Agger og Leon Andreasen er ikke den bedste løsning for landsholdet nu, mener en træner, som tidligere har benyttet selvsamme duo

14:27 - 02. apr. 2009 | Ritzau /Sport

Leon Andreasen gjorde en god figur mod Albanien. Blandt andet via nogle gode afslutninger, der i et enkelt tilfælde førte til mål. (Foto: Lars Poulsen)

 

Efter Martin Laursens farvel til det danske fodboldlandshold har en af de store udfordringer for landstræner Morten Olsen været at finde en ny makker til Daniel Agger i midterforsvaret.

Per Krøldrup har i første omgang været førstevalget til at overtage Laursens plads, men i onsdagens kamp mod Albanien i Parken viste Leon Andreasen i Krøldrups skadesfravær også gode takter.

- Andreasen scorede 1-0-målet i 3-0-sejren, og spilleren fra tyske Hannover 96 har efterfølgende fået ros for sin indsats. Men Andreasen skal ikke nødvendigvis være den permanente makker til Agger lige med det samme, mener den tidligere ungdomslandstræner Hans Brun Larsen, der som assisterende landstræner for U21-landsholdet ellers selv benyttede sig af et midterforsvar med Agger og Andreasen.

Føler sig for sikre
- I princippet passer de godt sammen, fordi Leon er højrebenet og Daniel venstrebenet, men der er svagheder med dem sammen, fordi de begge er en anelse for risikovillige. De føler sig nogle gange for sikre i deres indgreb, og der kunne jeg godt ønske mig en spiller, som er mere forsigtig, siger Hans Brun Larsen og uddyber:

- Mod de allerbedste nationer er det i hvert fald vigtigt, at begge ikke bliver for ivrige med deres indgreb på modstanderne eller med at komme med frem i det offensive spil, som både Daniel og Leon er dygtige til og gerne vil, lyder det fra Hans Brun Larsen.

Peter Bonde, assisterende træner for A-landsholdet, kalder Andreasen en stærk konkurrent til pladsen ved siden af Agger, og mener som mange andre, at Andreasen fik vist sine kvaliteter mod Albanien.

Taktisk genialt af Olsen
- Det handler i disse dage meget om at bruge de spillere i netop de kampe, som passer til dem. Og mod Albanien var det åbenlyst, at Leon var det rigtige valg. Morten havde strålende læst, og det var faktisk taktisk genialt, at albanerne ville mandsopdække Agger, så vi skulle bruge en type, som kunne spille bolden op. Det er Leon god til, og det er han bedre til end for eksempel Per Krøldrup, som til gengæld har nogle andre styrker, forklarer Peter Bonde.

Han tilføjer, at landstrænerteamet har været tilfreds med både Krøldrup og Andreasen som makker til Agger. Peter Bonde vil dog ikke ud med, hvem der nu står i første række som Aggers makker.

- Vi har nogle forskellige muligheder. Også en Anders Møller Christensen bød sig til i kampene mod Malta og Albanien, og så er der også nogle spillere uden for truppen, lyder det fra Peter Bonde.

Gravgaard er den rette
En af dem er den tidligere FC København-profil Michael Gravgaard, der nu spiller i tyske Hamburger SV. Ham ser Hans Brun Larsen som den oplagte Agger-makker lige nu.

- Per Krøldrup laver for mange fejl, selvom han har rutinen fra italiensk fodbold, men han har ikke fået fjernet fejlene. Jeg venter på, at Gravgaard kommer helt op i omdrejninger i Tyskland. Han vil være en god makker til Agger i de store kampe, fordi han netop er en sikrende forsvarsspiller, siger Hans Brun Larsen, som dog godt kan se en fremtid med Andreasen og Agger i det midterste forsvar.

- Leon skal vænne sig til at spille i midterforsvaret, for det har han ikke gjort længe. Jeg har været nede og set ham spille for Hannover, hvor han spillede central midtbane og senere defensiv midtbane i samme kamp. Så han skal først have noget rutine på pladsen, det er afgørende for en forsvarsspiller. De lever på klogskab og rutine. Men både Daniel og Leon er unge, så det kan godt blive en fast duo på sigt, forklarer Hans Brun Larsen.

Annonce

  • Seneste i Fodbold
Ingen artikler

Annonce

  • VM Gruppeboks
Ingen artikler

Annonce

  • Kampe i dag

Ingen kampe igang

Kommende kampe:

Dato Kamp

Img