RUSTENBURG (ekstrabladet.dk): Blot en times tid efter Danmark på pinligste vis
var blevet sendt ud af VM med et 1-3 nederlag til Japan, meddelte Jesper
Grønkjær, at han stopper på landsholdet.
- Jeg har lige fortalt det til de andre i omklædningsrummet. Lige nu er det selvfølgelig skuffelsen, der står stærkest, men når jeg får det lidt på afstand, bliver det anderledes.
- Jeg har haft 18 fantastiske år i DBU med mange fantastiske oplevelser. Men lige nu er jeg selvfølgelig skuffet, siger Jesper Grønkjær.
FCK-wingen fortæller, at han traf sin beslutning for flere måneder siden, men at han først nu har fortalt det til landstræner Morten Olsen og resten af holdet.
Den væsentligste årsag til den 32-årige spillers landsholdsstop er de mange skader.
Jesper Grønkjær nåede 80 kampe på landsholdet.
Også Martin Jørgensen har annonceret et landsholdsstop.
