Der er noget ved Danmark, som Daniel Agger aldrig kommer til at savne, om han
så også er nok så meget anfører for det danske fodboldlandshold og til
daglig bor på den anden side af Nordsøen.
Og så er der de ting, han sidder og savner, når regnen siler ned over hjemmet
i Liverpool. Som eksempelvis en god, gammeldags kartoffelmad på rugbrød.
Det sidste fik Agger tirsdag på Glostrup Hovedvej, hvor han var kommet for at
fejre, at hans gamle Hvidovre-venner Brian og Betina åbnede ’Vestegnens
Smørrebrød’. Og netop venner, smørrebrød og Hvidovre er de tre ting, Agger
lige umiddelbart kan komme i tanke om, at han savner ved Danmark efter seks
år i udlandet.
– Maden er det første, jeg tænker på. Når man er glad for mad, så er det
nummer ét, griner Agger og tager en bid af et stykke smørrebrød.
Skal hjem til Hvidovre
– Maden og vennerne, min familie, selvfølgelig. Min omgangskreds i Hvidovre.
Det er her, jeg er vokset op. Man savner vel det sted, man kommer fra, siger
Agger siddende ved et bord ude bag butikken, der bliver bestormet af
håndværkere, venner og naboer til værterne.
– Jeg skal helt klart hjem til Hvidovre, når jeg stopper karrieren. Men det er
bestemt ikke, fordi jeg savner den danske mentalitet, siger Agger.
– Det der med, at man ikke kan være glad på andres vegne. Hvis nu eksempelvis
denne her smørrebrødsforretning bliver en succes, og alt kører, så er der
tit nogle, der får ondt i røven.
– Jeg siger ikke, at danskere prøver at ødelægge det for andre. Men folk har
så ondt i røven, når det går godt for andre. Det er bare sådan en måde at
være på. Og den savner jeg bestemt ikke, siger anføreren, der havde fået et
par fridage fra Liverpool, mens der spilles landskampe – og havde taget sin
lille søn med til butiksåbningen i Glostrup.
Stadig grundskuffet
– Kan du sige tak? siger far Agger og kigger på sønnike, da onkel Brian er
kommet ud med en flaske vand til ham. ’Tak’ siger den lille, lyshårede Agger.
Lørdag spillede farmand 0-0 i Parken sammen med landsholdet, efter at holdet
havde tilspillet sig 8-10 gode muligheder. Anføreren er stadig grundskuffet
over det resultat.
Noget andet er, at kun 24.004 tilskuere var på plads til
VM-kvalifikationskampen, og at landskampen dertil blev overgået med et par
hundrede tusinde seere af DR’s 7. genudsendelse af tv-serien ’Matador’.
Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut sagde tirsdag til Ritzau, at det
skuffende tilskuertal skyldes ’landsholdets imageproblem’.
Et emne, der for bare få år siden blev diskuteret ivrigt, da kritikken
haglede ned over DBU, der blev beskyldt for at have en lukket, arrogant
kultur, og over landstræner Morten Olsen og spillerne, der blev opfattet som
sure og vrangvillige – ikke mindst efter presseboykotten efter 3-2-sejren i
Portugal i 2008.
En anden fodboldkultur
Agger køber dog ikke Brandts analyse. Mange spillere er væk siden den famøse
Portugal-kamp, indvender anføreren. Og desuden er Danmark ikke ligefrem
fodboldens vugge, så det kan forklare de ujævne tilskuertal.
– Vi har en anden fodboldkultur i Danmark, end man har andre steder. Hvis man
sammenligner med Liverpool, så er den danske fodboldkultur jo stort set
ikke-eksisterende.
– Folk i Danmark har mange flere muligheder. I Liverpool og andre steder er
folk vokset op i fodboldkulturen, det er noget, som er 50 år gammelt.
– Jeg synes ikke, at vi har et imageproblem på landsholdet. Noget andet er, at
vi på landsholdet jo ikke nødvendigvis er enige i den kritik, vi kan få.
Typisk dansk
– Og der har vi igen noget typisk dansk: når vi er uenige i kritikken, så er
det helt forkert at være uenig.
– Vi spillere ved mere om fodbold, end alle mulige andre gør. Vi ved godt, når
vi har spillet en lortekamp, eller når vi har spillet godt. Det behøver vi
ikke aviser til at fortælle os.
– Aviser kan kun være kritiske eller positive, og det er da også fint nok,
sådan er det, konstaterer Agger, inden han får stukket et billede i hånden
og bliver bedt om at skrive en autograf til en dreng, som ikke kunne få fri
fra skole.
– Hvad skal jeg skrive? spørger Agger.
– Bare skriv: ’Til Marlenes knægt: Opfør dig ordentligt!’ lyder svaret.
De ord skrev landsholdsanføreren uden tøven under på. Med et skævt lille
smil.
