MILANO (ekstrabladet.dk): Med hele otte Juventus-spillere i den italienske
landsholdstrup kommer Nicklas Bendtner med garanti til at se en hel del til
sine klubkolleger, når Danmark tirsdag jagter den første sejr i VM-kvalen på
San Siro.
Det ligner dog et åbent spørgsmål, om Bendtner skal duellere med Juventus-forsvareren Leonardo Bonucci til den tid.
Han fik vanen tro fuld spilletid, da italiernerne fredag aften besejrede Armenien 3-1.
Her åbnede Andrea Pirlo scoringen fra ellevemeter-pletten, men inden Daniele De Rossi og Pablo Osvaldo sikrede de azurblå tre vigtige point, havde stortalentet Henrikh Mkhitaryan udlignet i en situation, hvor den ellers så berømmede italienske defensiv tog sig meget skidt ud.
Hverken Andrea Barzagli eller Leonardo Bonucci udstrålede autoritet ved scoringen, og særligt Bonucci må betale prisen i de italienske medier.
Læs også: Se også: Balotelli klar mod Danmark
Således bliver Bonucci bedømt som Italiens dårligste spiller i både Gazzetta Dello Sport og Tuttosport, der begge giver ham 4.5 på en ti-skala. Og i Tuttosport udnævnes han til kampens dårligste spiller.
Lidt bedre gik det Barzagli, der scorer henholdsvis 5.5 og 6.
Så spørgsmålet er, om landstræner Cesare Prandelli på tirsdag giver comeback til Giorgio Chiellini, der varmede bænk i Armenien.
Også en anden Juventus-duo havde en aften på det jævne.
Læs også: Se også: Nedtur i Bulgarien: Se karaktererne
Angriberen Sebastian Giovinco scorer to jævne femtaller, mens midtbanespilleren Claudio Marchisio får 5 og 5.5.
Til gengæld har Gazzetta'en Andrea Pirlo, Gianluca Buffon og De Rossi som de bedste med 6.5, og Pirlo løber med 'man of the match'-hæderen, mens den ære tilfalder De Rossi i Tuttusport.
I hele tager udtrykker de italienske medier bekymring efter endnu en jævn præstation, hvor kun midtbanen og Buffon for alvor henter reelle plusser.
Så måske er der fortsat håb for danske point i tirsdagens gyser.
Læs også: Se også: Olsen indkalder OB-spiller
