Persondata politik

Roligans: Gør nu noget, DBU

De Danske Roligans har mistet 1100 medlemmer på to år. Roligan-formand opfordrer DBU til nye tiltag

  • Nicklas Bendtner og landsholdet trækker hverken publikum eller seere. (Foto: Lars Poulsen)
Nicklas Bendtner og landsholdet trækker hverken publikum eller seere. (Foto: Lars Poulsen)
1 af 1

Mest læste VM 2014

Hent flere

Seneste i VM 2014 Fodbold

Nyhedsbrev Sport
Få det seneste døgns største og vigtigste sportsnyheder direkte i din indbox - hver eftermiddag.

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 

Det danske landshold har store problemer med at trække tilskuere til Parken. Senest til den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Tjekkiet, hvor der var masser af tomme pladser i Parken, og tv-seerne valgte at se Matador i stedet for landsholdsfodbold.

Efterfølgende sagde anfører Daniel Agger til Ekstra Bladet, at det er for dyrt at tage hele familien med til fodbold i Parken.

Han bakkes nu op for formanden for De Danske Roligans, Claus Amondsen.

– Der er ingen tvivl om, at det i dag er dyrt at gå til landskamp. Prisen er en udfordring for DBU. Når to voksne og to børn skal til landskamp er det en stor udskrivning. Der er lavet familiepakker til venskabskampene, men det er der også brug for til kvalifikationskampene, mener roligans-formanden.

Se også: Agger: Billetterne er for dyre

Når landsholdet fredag spiller i Sofia, vil der ikke være mange danskere på plads. De Danske Roligans sender 50. Til gengæld vil næsten 4000 danskere være til stede på plads på San Siro i Milano til landskampen næste tirsdag.

– Her har vi kun betalt 80 kr. for billetterne. Det ved jeg godt ikke kan ske i Parken, fordi DBU betaler omkring 180 kr. pr. sæde til Parken, men noget må ske, påpeger Claus Amondsen.

Se også: Landsholdet skal slås med Vild med dans

I onsdags havde De Danske Roligans indbudt til medlemsmøde. Landsholdsprofilen Dennis Rommedahl, der snart kan få landsholdsrekorden fra Peter Schmeichel, var trækplastret.

Brøndby-spilleren, der har svært ved at finde formen på klubholdet, har lang snor hos landstræner Morten Olsen. Og den 34-årige hurtigløber plejer normalt ikke at svigte tilliden. Han leverer ofte varen i rødt og hvidt.

Men interessen for at høre ham fortælle pudsigheder og oplevelser fra et langt liv i professionel fodbold var ikke overvældende.

38 medlemmer mødte frem. Og det skuffer i den grad Roligan-formand Claus Amondsen.

– Vi har besøg af en landsholdsspiller, der snart kan blive historisk, så er det lidt skuffende ikke flere møder frem. Jeg havde håbet på 80 medlemmer, siger Claus Amondsen, formand for De Danske Roligans.

Den vigende interesse for et medlemsmøde hos landsholdets største fanklub illustrerer meget godt den opbakning, De Danske Roligans oplever for tiden.

– Vi er 900 medlemmer nu, men var oppe på 2000 i forbindelse med VM i Sydafrika i 2010. Mange gider ikke betale kontingent, fordi Danmark i år kun spiller én vigtig landskamp (kampen mod Tjekkiet i Parken i september, red.). Landsholdsfodbolden er under et kæmpe pres i disse tider. Mange går langt mere op i klubfodbolden. Og det er en stor udfordring for DBU og os, forklarer Claus Amondsen.

Når Danmark spiller kvalifikationskampe i Parken, råder Roligans-bevægelsen over 800 billetter. Og de har ingen problemer med at afsætte billetterne, men har i dag ingen større fordel i forhold til den almindelige tilskuer.

– Vi har billetterne, men har i dag ingen specialpris. Men vi er i dialog med DBU, der er åbne for at finde en model, som tilgodeser os, fordi vi er loyale og på plads til alle kvalifikationskampene, påpeger Claus Amondsen.

Claus Amondsen peger på, at der ligger en stor udfordring fremadrettet for DBU, når det gælder markedsføring af landskampene.

– Du kan gå ud på gaden for at spørge. Om de skal til landskamp. Mange vil svare: Gud er der landskamp! Hvornår er det? Landsholdet sælger ikke bare, fordi det er landsholdet. Der er så mange tilbud i dag, at du er nødt til at gøre noget ekstraordinært. DBU er tvunget til at bruge ekstra mange kræfter på markedsføringen i fremtiden, mener Claus Amondsen.

Afstemning

Hvorfor tror du, at landsholdets VM-kval-kamp mod Tjekkiet havde færre seere end 7. genudsendelse af Matador samme aften?

Hvorfor tror du, at FC Nordsjælland-Chelsea havde flere tilskuere end Danmark-Tjekkiet?

Hvad synes du er fair at kræve for en billet til Parken, når Danmark spiller VM-kval?

Hvad vil du helst se fredag?

Til sammenligning...

2. oktober 2012
FC Nordsjælland-Chelsea 0-4
Tilskuertal: 25.120

Tv: 335.000 seere på 3+. Den kanal kan kun ses af 60 procent af den danske befolkning.
Bemærkninger: De forsvarende Champions League-mestre trak et fornemt publikum til Parken. Der var også flere tusinde Chelsea-fans på tribunerne til opgøret, som formåede at samle flere tilskuere end landskampen mellem Danmark og Tjekkiet.

8. september 2012
Danmark-Tjekkiet 0-0
Tilskuertal: 24.004

Tv: 846.000 på TV2. Matador på DR trak samtidig 967.000.

Bemærkninger: Interessen for at se landsholdet live i Parken efter EM-slutrunden var chokerende lavt. Det var måske endnu mere overraskende, at danskerne hjemme foran fladskærmen hellere ville se syvende genudsendelse af matador end en betydningsfuld landskamp. DBU har argumenteret for, at interessen for at se landsholdet aldrig er på sit højeste, når det er på en lørdag aften.

4. september 2004
Danmark-Ukraine 1-1
Tilskuertal: 36.335

Tv: 831.000 på TV2.

Bemærkninger: Den kamp er med i oversigten, fordi den også er første kvalifikationskamp efter en stor sportssommer med EM, OL og Tour de France. Opbakningen fra tribunerne var dengang markant bedre end for en måned siden i Parken. 12.000 flere roligans fandt vej til Parken, men seertallet var næsten på samme niveau som mod Tjekkiet.

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Nyhedsredaktør lige nu:Linette K. Jespersen Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik