FC København skulle have spillet hjemme i den sidste af de to opgør i
Champions League-kvalifikationen mod Lille OSC. Det gør københavnerne så
ikke alligevel, fordi Parken er optaget af en Coldplay-koncert i den uge,
hvor hjemmekampen skulle have været afviklet.
Anfører Lars Jacobsen mener dog ikke - modsat nogle kommentatorer og fans - at det har nogen betydning, om man spiller hjemme eller ude i den første kamp.
Se også: Se også: FCK-fans tossede over Coldplay-fadæse
- Nej, det tror jeg ikke. Hvis man kigger på de sidste mange kampe i kvalifikationen, så falder de rimeligt ligeligt ud til begge sider, hvad enten man starter ude eller hjemme. Det er ikke noget tema for os spillere og har aldrig været det. Det betyder ingenting, siger landsholdsbacken.
Til gengæld betyder det en hel del, at FC København tirsdag aften i Parken skal op mod et meget stærkt fransk hold.
- Det er et meget, meget kompetent hold, der har klaret sig rigtig godt i den franske liga de sidste par sæsoner. Det siger alt om holdet, for den franske liga er rigtig stærk. Det er et hold, vi har stor respekt for.
- Vi har respekt for alle deres spillere. Jeg har selv spillet mod (Salomon) Kalou, da han spillede for Chelsea, og jeg selv spillede i England.
- Det er en spiller, jeg kender godt. Han er dygtig, han kan en masse på egen hånd, han er hurtig, stærk, teknisk god, som de fleste kantspillere er i Frankrig. Det har vi selvfølgelig respekt for, lyder det fra Jacobsen, som bærer FCK's anførerbind tirsdag aften.
