Sølle ti minutters spilletid er det blevet til i Juventus zebra-stribede trøje
for Nicklas Bendtner.
I aften kan han få mulighed for at ændre på det, når hans italienske klub gæster FC Nordsjælland i Parken. Men det ligner bestemt ikke nogen startplads for danskeren.
Konkurrencen er stor, konkurrenterne er mange og ligaen er ny. Der er mange årsager til en træge start.
Ekstra Bladet lister her fem grunde til, at Bendtner har så svært at få spilletid hos 'den gamle dame':
1 - Kom i sidste øjeblik
Bendtner blev hentet, umiddelbart inden transfervinduet smækkede i. Han kom
derfor til klubben, da sæsonen var gået i gang, og han gik glip af den
vigtige opstart. Derfor manglede der noget formmæssigt.
2 - Kun nødløsning
Juventus lejede kun danskeren i Arsenal, fordi det ikke lykkedes at hente en
af de store angrebsstjerner, de jagtede. De forsøgte også at få Berbatov,
men bulgareren fortrød på målstregen. Så Bendtner er reelt en nødløsning for
en nødløsning.
3 - Konkurrencen
Den Gamle Dame råder over fem angribere til to pladser, og de har strålet på
skift. Hele tiden har der været én, der pludselig har slået til og scoret
mål. Det har gjort vejen til spilletid endnu længere for Bendtner.
4 - Spillestilen
Der er stor forskel på Premier League og Serie A. I Italien er der større
fokus på det taktiske aspekt af spillet, og her er holdningen i Juve, at
Bendtner stadig har noget at lære. Han bliver ikke kastet i kamp, før han er
bedre rustet.
5 - Attituden
Formen var ikke den bedste, men attituden fejlede intet, da Bendtner bad om at
få nummer 10 efter Del Piero. Den meget lidt ydmyge udmelding havde de
italienske mestre svært ved at forstå – og gav ham nummer 17.
