Shakhtar Donetsk-træner Mircea Lucescu bærer en stor del af skylden for den
manglende fairplay i tirsdagens Champions League-kamp mod FC Nordsjælland,
hvor ukrainerne udlignede til 1-1 under absurde omstændigheder.
- Han (Lucescu) kunne have reddet det meste af fadæsen ved at sige til sine spillere, at de skulle have ladet FCN score, siger Michael Laudrup til sporten.tv2.dk.
Den danske manager i Swansea henviser til episoden i første halvleg, da Luiz Adriano brød de uskrevne fairplay-regler ved at løbe efter en fremlægning, som var tiltænkt FC Nordsjælland, hvorefter brasilianeren udlignede.
Læs også: Se også: Ukrainsk 'forklaring': Det var en misforståelse
Mircea Lucescu beklagede bagefter, at hans hold ikke efterfølgende lod FC Nordsjælland score til 2-1, for at rette op på miseren.
Træneren henviste til, at ikke alle hans spillere havde opfattet beskeden i forvirringen efter 1-1-målet.
Læs også: Se også: Arrig Olsen om snydemål: Straf ham
- Hans forklaringer bagefter om forvirring med mere holder ikke en meter. Der gik flere minutter fra Adrianos mål, til bolden blev sat i spil igen af FCN, siger Michael Laudrup.
Danskeren er tilfreds med, at det europæiske fodboldforbund torsdag meddelte, at forbundet har indledt en disciplinærsag mod Luiz Adriano efter episoden.
- Jeg mener, de er nødt til at straffe Adriano for den helt - i fairplay-mæssig forstand - utilgivelige handling forleden aften, siger Michael Laudrup.
