Super-FCK nedlagde fransk tophold

FC København havde heldet og modet: 1-0-sejr over Lille OSC giver gode muligheder for Champions League-kvalifikation

21. Aug 20:45 FC København - OSC Lille

UEFA Champions LeagueStadion: Telia Parken, Danmark Dommer: Strahonja, Marijo
FC København
1
0
Slut
OSC Lille
  • FCK-spillerne jubler efter Cesar Santins scoring i 1. halvleg. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
FCK-spillerne jubler efter Cesar Santins scoring i 1. halvleg. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
1 af 1

Seneste fodbold

Hent flere

Mest læst i fodbold

Hent flere

EKSTRA Sport og spil

Hent flere
 

PARKEN (ekstrabladet.dk): 'Wiland! Wiland! Wiland!' jublede FCK's fans, da spillerne tirsdag aften kom på banen til 2. halvleg af den første, vigtige playoff-kamp mod Lille OSC i Champions League-kvalifikationen.

Med god grund. Den svenske keeper havde med to store redninger holdt FC København inde i kampen i 1. halvleg. Hvorefter Santin scorede til det, der skulle blive slutresultatet 1-0 lige før pausen. Og der var mere at fejre i pausen, idet den 20-årige belgiske angriber Igor Vetokele blev præsenteret for et på dagen opløftet københavnsk fodboldpublikum.

Se også:

Se også: N'Doyes afløser på plads i FC København

Den gode stemning blandt de - skuffende - kun 15.654 tilskuere blev ikke just dårligere af, at Wiland også i 2. halvleg gang på gang havde sikre hænder på især en del hovedstødsafslutninger, som franskmændene i et periodevist tungt pres tilspillede sig efter en række giftige hjørnespark.

Stærkest i FCK-billedet stod netop Wiland, Thomas Kristensen og Bryan Oviedo.

Dumt straffe
Oviedo spillede i dagen anledning venstre fløj, mens Pierre Bengtsson indtog costaricanerens normale position på backen. Og Oviedo strålede især i 1. halvleg, hvor han både erobrede bolde på midten og udfordrede smart på venstre fløj.

Tre gange indenfor 10 minutter i 1. halvleg legede costaricaneren med Lilles højre back, afdriblede ham snævert og elegant og slog skarpe indlæg mod Santin og Nicolai Jørgensen i feltet - på et tidspunkt brugte den 22-årige FCK-kant sågar hjørneflaget som assistent, da han skulle holde bolden i spil.

Se også:

Se også: FCK-stjerneskud: Ved ikke om jeg bliver

Men den normale venstre back havde også nær kostet FCK et mål, da han i 1. halvleg gik ned i en urutineret og dårligt timet tackling på en Lille-spiller i stedet for bare at følge franskmanden i dennes løb mod baglinjen. Dommeren dømte korrekt straffe, som Dimitri Payet brændte på en Johan Wiland, der gættede den rigtige side og uden problemer nåede ud til bolden.

Lille havde allerede i kampens start vist sig giftige i det offensive, da Marvin Martin med en hælaflevering fandt Salomon Kalou i feltet. Men igen kom den svenske FCK-keeper i vejen, da han reddede ivorianerens afslutning tæt under mål med en fodparade.

Fortjent?
Thomas Kristensen var i set es tirsdag aften i Parken. Midtbaneløberen erobrede gang på gang bolden med forudseende indgreb og fordelte boldene med omtanke til sine medspillere, ligesom han i kampens åbning havde et godt skud fra kanten af feltet, som den tidligere franske landsholdskeeper Mickaël Landreau måtte ud at hænge for at parere.

Kort før pausen faldt 1-0-målet, og det var så enkelt, at man skulle tro, det var ligetil. Lars Jacobsen førte bolden frem i højre side, stødte et indlæg ind på kanten af det lille felt, hvor Cesar Santin steg op mellem de franske centerforsvarere og snittede bolden i nettet.

Var det en fortjent sejr? Det afhænger af øjnene, der ser. Lille havde haft de to største chancer - kæmpechancer - inden scoringen, mens FCK i lange perioder havde spillet det flotteste pasningsfodbold og skabt flere farlige situationer mod et fransk forsvar, der med to fraværende landsholdsspillere var til at tale med.

Det forsvar kan også lukke mål ind i næste uge på Grand Stade Lille Métropole i Lille. Spørgsmålet er så, om københavnerne kan holde Lille-offensiven nede foran op mod 50.000 franske fans. Det gælder en plads i Champions Leagues gruppespil.

Se også:

Se også: Frankrig: Lille-sejr eller fiasko

Ansvarshavende chefredaktør: Poul Madsen Følg @pomaEB Ledende digital redaktør: Anders Refnov EKSTRA-redaktør: Lisbeth Langwadt Følg @langwadt Kontakt Ekstra Bladet

Ekstra Bladet - Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 11 13 13 - Fax: 33 14 10 00 - CVR nr. 26 93 36 76

Udgiver: JP/Politikens Hus A/S | Om Ekstra Bladet | Ophavsret | Persondata politik